Stod op og gloede ned i det uendelige lys gik igennem solen og syrede benene til blev døsig og købte sushisalat i en billig indkøbskæde spiste salaten flovt på en kantsten i et nabolag tæt på en stor butik mit hoved skreg min mave skreg jeg sked på et beskidt toilet i Treasure Factory og vandrede derefter gennem junglen af brugt tøj på et tog hørte jeg musik i en tilstand man kunne kalde ensom i verdens største by bogstaveligt talt men jeg havde brug for ensomheden og ensomheden havde brug for mig så vi fulgtes ad gennem mængder af mennesker og lys og en masse mørke tunneller under jorden hjemmet kalder men ikke det i DK

natlige mønstre former sig som sorte fugle i min skov formerer sig via æg i krattet af flæsk på et oliesort værelse i sydfrankrig overvejes et mønster i krakeleringen spreder det sig fra en fjer en fjer der lander på dybet af en natlig trang   der har lagt sig over en by en by der siden 80’erne er blevet hvad den er en turistfælde lagt i gravens dybe svøb salig er kun natten, et så gudsforladt sted her leves et liv evigt og i intetheden er det forevigt i et ikkeværende at der om natten vågner et efterhånden dyreliv et menneskeforladt natteværen

  stærk som en okse, spænder kraniet grebet og hjernen fordærver og fordamper i sløret fra solen, over floden den lægger sig i.   klokken er nok 15 og solen balancerer højt over mig som en silhouet af elegance, malet over et buk i sjælen.   og mens jeg mærkede omkring mig som om jeg svømmede, blev linjen mellem sansernes virke og det smukkes uendelige intet udvisket, som var de ikke længere dag og nat.

i solen: lad blot sjælen hoppe i seinen og lad stødet fra vandets hinde blive til det kram der varmer kroppen, eller køler under solens fugt.

hvad mon dagen spejler sig i nær et sted jeg engang har vandret, lader tiden sig strømme som en flod, og ramler den også ind i stenene og bliver splittet, og lader stjernerne sig falde for at hvile sine vinger og strække deres lange tilsyrede ben, så de igen kan flyve til et andet system – et hvor lofterne igen kalder gennem nattens abstrakte konturer, på et mørke større end sjælens kerne? her hviler et jeg på en klippe, og ud kan jeget – for sig selv – se vandet skvulpe, med morild i sit kød, ind mod en strand, som ved morgengry vil vende sig i retningen af lyset, som insektet der altid ved hvor det er, så længe solen febrilsk brænder på dens ryg. det er indtil et lys bliver tændt og illuminerer, det insektet troede var nat, men som i virkeligheden var rummet, hvori et andet jeg befinder sig, et ensomt jeg, et jeg der, gennem rudernes skarpe skær, blænder sine øjne i lyset af nattens bygninger, der tårner fra beton. for her ved insektet kun, at lampen i loftet findes som et tilsyneladende uendeligt dagslys, for hvad jeget dog kontrollerer autonomt i sin viljes magt. natten vil strømme ud i sin evigheds længsel, og natten vil forblive sit indre, så længe den kan stå ved sig selv, så længe kroppen skriger efter et andet væren og så længe insektet kan flyve i sine kantede, ublu cirkler.

jeg knepper din krøyer sommer kandis johnny er min daddy han har købt mig en hoppeborg i skærbæk han har foldet gækkebreve af mine skulderblade det ville klæde dig med en friskoparasol i øjet det ville det virkelig hykleriet brænder huller i papiret når du tørrer røv med din fars skattesvig nu har vi begge to lort på hænderne dit største traume er at jeres au pair engang stak af jeg er bare misundelig på din lejlighed og din stråhat dine ribben støjer som et stillads i blæsevejr hjertet tæsker løs på sig selv og med blodet frådende i periferien af dit røvhul stønner du dine sagte bønner men der findes ingen tolk fra din vredes hjemland så revolutionen forbliver et digt ingen forstår gaden bæver under mig når jeg krydser din læbe i myldretid og med cityringen i næsefløjen drager vagheden min vrede i krig tungt bevæbnet med ingenting i en rustning bygget af huller fodrer jeg kanonerne i slaget om din tid blob blob motherfucker jeg er med rogn snart klækker tusind løgne mere formerer sig elsker gæller fravælger alt der ikke handler om mig den fisk derhenne ligner en pornostjerne jeg ved godt det er et blink jeg vil gerne have du kroger mig i skridtet det er der selvværdet har slået sig ned træk mig i land baby dyp mig i håndrørt aioli og lad mig se din mavesæk når pornofilmen er færdig og skammen lægger sig som efeu mod mit bryst kunne jeg være et haveskur hvor som helst men jeg er her i en sovepose i en hængekøje kilometer væk fra der hvor jeg plejer at rumme forsømte plæneklippere kategorierne graver sig ind i hjernebarken og bliver til ord i sætninger i samtaler jeg svarer ikke lukker fanerne ind til resten af redskaberne jeg håber snart der er nogen der siger noget til mig

Skrev jeg et brev som et herbarium med stilke og kløver kastanjelys på femfingerblade nåle kørvel hyld og en åkande, var det en samling jeg delte med sygeplejeren vi sår frøet spreder mellem etager for arbejde som ikke betaler

hullet i myggestikket såret på maven lugter surt glemslen og dun  indeni dynen blomsterne svajer i vinden langsomt skarpe smerten er tungt kød i kødet                           C væk dagene spejlvendes solen synes mere grårød insekter omkring den jeg trækker i savnet på samme måde som man ville trække i en gren for at nå et æble

finder fuglen noget i min hånd finder fuglen noget jeg kan give eller er der noget den kan give mig jeg er en mor der skal tage vare (på noget) jeg skal ae dunene på kinder (på noget jeg har født) se det i hånden * ^^ er det noget jeg kan beholde er det et barn

jeg læser udtalelser fra dem der bestemmer de siger ord som proportionalitet og bekymring som om sproget ikke er fuldt af blod som om deres hænder ikke er rene for længe siden det gør mig ked af det det gør mig vred men hvor går man hen med den slags når hele systemet er bygget til at give dig følelsen af at du må vælge mellem at glemme eller råbe mod en mur jeg råber ikke jeg skriver jeg hænger noget op jeg møder andre med øjne, der også bærer noget vi siger ikke så meget men vi ved at vi ikke er neutrale vi samler det op de vender ryggen vi kalder det ansvar

i 2023 lavede jeg disse plakater, med et håb og et ønske om at give en støtte til det humanitære arbejde i Gaza - i samarbejde med de, der købte dem. nu er der gået næsten halvandet år, men behovet for støtte er desværre stadig enormt. plakaterne er i A4, og kommer i hvid, grøn og rød, og du kan købe en ved at sende en mail til anne@post-post.dk <3

Men hvad nu med fuglen i hånden? Sku’ det da være en skade? Arbejder fuglen i hånden er den ør af omsorg nu er den tør for piller fra hånden Er fuglen enlig mor på dobbeltjobs for hånden nu nu-nu mærker du en vrede?

Sidder i restauranten og Kaptajnen støjer i højttalerne: “kære alle passagerer jeg vil blot gøre jer opmærksomme på…”. Min far holder inde med buffeten “at der muligvis er en brand på eller ved vogndækket derfor, bedes i”. jeg ligger gaflen ned "IKKE at gå fra jeres sæder. Bevar venligst roen, træk vejret oplysninger kommer”. Så småt kommer panikken kroppe der rejser sig i løftede øjenbryn rumlende maver og åbne munde. Ser mine egne hænder ryste. For hvis der er brand kan det gå roligt galt. Det hjælper ikke at have hydrofobi; vand, det kan omringe alt og Kattegat er ingen undtagelse hvis det endelig skulle ske, kan det at se en havkat i Kattegat, ikke være det værste sidste syn. Det regner henne på panoramavinduerne derude flimrer det med sorte støvkorn og jeg ser skodder drukne i potteplanter, helt for mig selv, og stodderne drukner i badekarrene bader de ikke, synker de i dybet ned i den blå ørken den mørke vind der holder dem igen fylder dem op med glitrende saltvand. Pinte og kolde er deres kroppe fyldt til randen fordoblet i vægt – når fiskekutteren stikker til søs, og fisker efter stenbidere for at åbne, de gravide maver. De gravide maver, de udklækkede æg i livmoderne der bobler på tungen kartoffelsalat til buffeten. Bling, Blang fra højtalerne og min fars langsomme vejrtrækning jeg sætter i tempo han indånder — en kasse øl, to kasser øl. Kaptajnen fortæller, at “der er brand i, nede på eller ved vogndækket det er ikke en voldsom brand. I er ikke i voldsom fare” tre kasser øl. ”bevar roen. Hjælp findes og er på vej!” De andre buffet-spisende gæster har blanke udhulede øjne udmattede sorte pupiller violet blomstret hud ud knoglede arme magre tæer og så er der en lille pige som smiler. Hun ligger på maven, og øver brystsvømning på en skammel, mens faren stolt klapper hende på ryggen, og moren jubler og synger What a Life (af Scarlet Pleasure), mens hun hjælper fødderne med at slå skarpe slag i luften. Jeg holder ikke til at sidde ned længere så jeg rejser mig op, klart, går hen mod vinduet, og kigger ned på vogndækket. Den sorte røg stiger simultant med mine nakkehår reagerende i en forskrækkelse et brag. Branden er tydelig her fra vinduet mine næsebor, de smager brændt gummi brændt plastik og jeg nyser en sort klat, på det polerede trægulv ligner billig vægklister et plastic bordbænkesæt med træprint. Surt og ækelt, er snot mit har grønne nuancer lugt af de svedne kroppe omkring mig dræber min appetit og jeg går tilbage til vores bord for at smide min tallerken med buffet ud og min far – en kasse øl, to kasser øl, tre kasser øl. Panikken svæver, Lagret Havarti dunkle kroppe udhulet hud, tomme kalorier henter mere mad spiser af bekymring. Nogle af dem ler spiller kort, tager det som det kommer. Autoritetstro som partimedlemmer og en munk beder kalder på oldtidskræfter i forhåbning om – de har redningsvestene klar. Far tager fat i min arm trækker i mig, tilbage til kahytten begynder at pakke vores kuffert. Bling, Blang, Kaptajnen fortæller ”der er sendt røgdykkere i nede på eller ved vogndækket. De rapporterer branden er ikke så slem igen mener situationen er under kontrol” min far ånder ølkasserne ud “tag det fortsat venligst med ro til vi tales ved igen”. Jeg kigger hen på min udmattede far som er i gang med at åbne kufferten og pakker ud. Kahytten stinker stadig af brændte popkorn fyrværkeri, sved. Jeg lukker øjnene og mærker gulvets temperatur, som stiger mærker mine fødder accelererer ser min sål, smelte sig til gulvet kort klistrer jeg mig fast, som et frisk stykke tyggegummi under katederet. Mit hjerte banker hurtigt mine øjne sortner og kroppen ryster er nødsaget til at lægge mig på sengen, og far han vil tilbage til restauranten ’madbudgettet skulle nødig gå til spilde’ jeg smiler for at samle kroppen, og giver mig selv et lille dask på kinden. Så tilbage til restauranten lugten er mere overskuelig her. Vores medgæster ser glade ud gladere ud end før branden. Det har noget at gøre med at Titanic udover det faktum, at Titanic sank, men lettelsen over, at det her ikke er Titanic. Oslobåden, er ikke ved at synke, grundet et isbjerg, og gad vide om her er redningsbåde og hvis ikke, et strygeorkester? Kaptajnen meddeler "Vi har sat kurs mod Göteborg, det er Sverige den tætteste havn at gå i land.” Efter at have pakket sammen igen efter at have pakket ud igen giver min far mig det største kram. Situationen er ikke slem den er givende det er guds vilje vi lever? Han troede at der var ild i en færge, at vi var i livsfare som om han skulle genopbygge Atlantis. Venner havde oplevet det på ham før, at det tog hårdt på ham i dag er han videre, tænker ikke mere på Poseidon. Da færgen er ankommet til Göteborg jubler passagererne, klapper med deres svedige håndflader, som når man er ankommet til Sydeuropa med EasyJet, for at skulle på charterferie men det her er ikke en charterferie det er heller ikke Titatnic. Det her er Oslobåden og jeg er ikke vidne til et skibsforlis. På havnen står Kaptajnen med sin egen megafon skrattende lyd og et noget mere hoverende hyl får ham i gang med sin prædiken “Mærk den lettede positive energi som giver anledning til en glædens fest heldige kartofler, hvilken en oplevelse i har fået! Håber i har nydt rejsen og vil anbefale Oslobåden til jeres venner og familie!” Blå blinker suser ind på havnen Göteborgs politi evakuerede skibet branden blev kort efter slukket af brandvæsenet få kom til skade, med andengradsforbrændinger ingen omkom. I toget hjem fra Göteborg mod København tager min far telefonen frem han er inde på TripAdvisor, og giver Oslobådens restaurant fem stjerner. - En fremragende menu, med den bedste udsigt!

er der nogen til at beklage smerten i min hånd nogen har givet den et stempel jeg troede ikke min hånd : en hilsen at noget allerede kunne være lagt i den men så om morgenen når jeg ser ud i himlen og fuglene sidder i mine øjne hvordan kan der egentlig være så mange jeg tror det er hundrede fugle jeg kan se en grå himmel nogen har valgt at synke solen jeg vågnede og så at der havde været nogen der lå småsten på min trappe jeg lagde dem i min lomme er det også : et brev lagt i min hånd

Dudley af Free party er lyden af vuggende nuller-nostalgi, et uforløst
begær efter shoegazens skønne støj, lyden af en rømmet idrætssal efter
en gymanisefest, lyden af hårde linjer blødgjort.

Af Samuel Krogh Larsen

Beklager. Vi skød din himmel ned. Og sank sammen I rederne, andres. Kviste over grene og mos på jord, Ved vi ikke hvem der har lagt dem? Men vi modtager heee-er Ved det stråtækte bord.