Sidder i restauranten
og Kaptajnen støjer i højttalerne:
“kære alle passagerer
jeg vil blot gøre jer opmærksomme på…”.
Min far holder inde med buffeten
“at der muligvis er en brand på eller ved vogndækket
derfor, bedes i”.
jeg ligger gaflen ned
"IKKE at gå fra jeres sæder.
Bevar venligst roen, træk vejret
oplysninger kommer”.

Så småt kommer panikken
kroppe der rejser sig
i løftede øjenbryn
rumlende maver og åbne munde.
Ser mine egne hænder ryste.

For hvis der er brand
kan det gå roligt galt.

Det hjælper ikke at have hydrofobi;
vand, det kan omringe alt
og Kattegat er ingen undtagelse
hvis det endelig skulle ske, kan det
at se en havkat i Kattegat, ikke
være det værste sidste syn.

Det regner henne på panoramavinduerne
derude flimrer det med sorte støvkorn
og jeg ser skodder drukne i potteplanter,
helt for mig selv, og
stodderne drukner i badekarrene
bader de ikke, synker de i dybet
ned i den blå ørken
den mørke vind
der holder dem igen
fylder dem op
med glitrende saltvand.
Pinte og kolde
er deres kroppe fyldt til randen
fordoblet i vægt
– når fiskekutteren stikker til søs, og
fisker efter stenbidere
for at åbne, de gravide maver.
De gravide maver,
de udklækkede æg i livmoderne
der bobler på tungen
kartoffelsalat til buffeten.

Bling, Blang fra højtalerne
og min fars langsomme vejrtrækning
jeg sætter i tempo
han indånder —
en kasse øl, to kasser øl.
Kaptajnen fortæller, at
“der er brand i, nede på eller ved vogndækket
det er ikke en voldsom brand.
I er ikke i voldsom fare”
tre kasser øl.
”bevar roen.
Hjælp findes
og er på vej!”

De andre buffet-spisende gæster
har blanke udhulede øjne
udmattede sorte pupiller
violet blomstret hud
ud knoglede arme
magre tæer
og så
er der en lille pige som smiler.
Hun ligger på maven, og
øver brystsvømning på en skammel, mens
faren stolt klapper hende på ryggen, og
moren jubler og synger What a Life (af Scarlet Pleasure), mens
hun hjælper fødderne med at slå skarpe slag i luften.

Jeg holder ikke til at sidde ned længere
så jeg rejser mig op, klart,
går hen mod vinduet, og
kigger ned på vogndækket.
Den sorte røg stiger
simultant med mine nakkehår
reagerende i en forskrækkelse
et brag.
Branden er tydelig her fra vinduet
mine næsebor, de
smager brændt gummi
brændt plastik
og jeg nyser
en sort klat, på det polerede trægulv
ligner billig vægklister
et plastic bordbænkesæt med træprint.
Surt og ækelt, er snot
mit har grønne nuancer
lugt af de svedne kroppe omkring mig
dræber min appetit
og jeg går tilbage til vores bord
for at smide min tallerken med buffet ud
og min far – en kasse øl, to kasser øl, tre kasser øl.

Panikken svæver, Lagret Havarti
dunkle kroppe
udhulet hud, tomme kalorier
henter mere mad
spiser af bekymring.
Nogle af dem ler
spiller kort, tager det som det kommer.
Autoritetstro som partimedlemmer
og en munk beder
kalder på oldtidskræfter
i forhåbning om – de har redningsvestene klar.

Far tager fat i min arm
trækker i mig, tilbage til kahytten
begynder at pakke vores kuffert.

Bling, Blang, Kaptajnen fortæller
”der er sendt røgdykkere
i nede på eller ved vogndækket.
De rapporterer
branden er ikke så slem igen
mener situationen er under kontrol”
min far ånder ølkasserne ud
“tag det fortsat venligst med ro
til vi tales ved igen”.
Jeg kigger hen på min udmattede far
som er i gang med at åbne kufferten
og pakker ud.
Kahytten stinker
stadig af
brændte popkorn
fyrværkeri, sved.
Jeg lukker øjnene og mærker gulvets temperatur, som stiger
mærker mine fødder accelererer
ser min sål, smelte sig til gulvet
kort klistrer jeg mig fast, som
et frisk stykke tyggegummi under katederet.
Mit hjerte banker hurtigt
mine øjne sortner
og kroppen ryster
er nødsaget til at lægge mig på sengen, og far
han vil tilbage til restauranten
’madbudgettet skulle nødig gå til spilde’
jeg smiler for at samle kroppen, og
giver mig selv et lille dask på kinden.

Så
tilbage til restauranten
lugten er mere overskuelig her.
Vores medgæster ser glade ud
gladere ud end før branden.
Det har noget at gøre med at Titanic
udover det faktum, at Titanic sank,
men lettelsen over, at
det her ikke er Titanic.
Oslobåden, er ikke ved at synke, grundet et isbjerg, og
gad vide om her er redningsbåde
og hvis ikke, et strygeorkester?

Kaptajnen meddeler
"Vi har sat kurs mod Göteborg, det er Sverige
den tætteste havn at gå i land.”

Efter at have pakket sammen igen
efter at have pakket ud igen
giver min far mig det største kram.
Situationen er ikke slem
den er givende
det er guds vilje vi lever?
Han troede at der var ild i en færge, at
vi var i livsfare
som om han skulle genopbygge Atlantis.
Venner havde oplevet det på ham før, at
det tog hårdt på ham
i dag er han videre, tænker ikke mere på Poseidon.

Da færgen er ankommet til Göteborg
jubler passagererne, klapper med deres svedige håndflader, som
når man er ankommet til Sydeuropa med EasyJet, for
at skulle på charterferie
men det her er ikke en charterferie
det er heller ikke Titatnic.
Det her er Oslobåden
og jeg er ikke vidne til et skibsforlis.

På havnen står Kaptajnen med sin egen megafon
skrattende lyd og et noget mere hoverende hyl
får ham i gang med sin prædiken
“Mærk den lettede positive energi
som giver anledning til en glædens fest
heldige kartofler, hvilken en oplevelse i har fået!
Håber i har nydt rejsen
og vil anbefale Oslobåden til jeres venner og familie!”
Blå blinker suser ind på havnen

Göteborgs politi
evakuerede skibet
branden blev kort efter slukket af brandvæsenet
få kom til skade, med andengradsforbrændinger
ingen omkom.

I toget hjem fra Göteborg mod København
tager min far telefonen frem
han er inde på TripAdvisor, og
giver Oslobådens restaurant fem stjerner.
- En fremragende menu, med den bedste udsigt!