Stod op og gloede
ned i det
uendelige lys
gik igennem solen
og syrede benene til
blev døsig
og købte sushisalat
i en billig
indkøbskæde
spiste salaten flovt
på en kantsten
i et nabolag
tæt på en stor
butik
mit hoved skreg
min mave skreg
jeg sked
på et beskidt toilet
i Treasure Factory
og vandrede derefter
gennem junglen af brugt tøj
på et tog
hørte jeg musik
i en tilstand
man kunne kalde
ensom i verdens største by
bogstaveligt talt
men
jeg havde brug for
ensomheden
og ensomheden
havde brug for mig
så vi fulgtes ad
gennem mængder af
mennesker
og lys
og en masse mørke
tunneller under jorden
hjemmet kalder
men ikke det i DK

Det er formiddag. Jeg sidder på DouTor, en cafékæde tæt ved stationen. Her er beskidte gulve og plettede vægge. Ved bordene sidder der kun gamle mennesker - alle japanere. En kraftig kvinde sover siddende, med hovedet hvilende mod bagvæggen. Det her sted er ikke en del af det polerede Tokyo, tværtimod. Her kommer resterne. En gammel dame læser sin morgenavis. Avisen er næsten på størrelse, med hele hendes krop. En gammel mand hoster en slimklat op. Jeg drikker min kaffe.
Ude bag det fedtede vindue
kører togene forbi i en lind strøm
en metalflod af mennesker
alle sammen
med digitaliserede hoveder
deres hoveder lyser blåt
om natten
det er derfor der aldrig er mørkt
i byernes by
alle antennerne på byens tage
stråler når vi lukker øjnene
vi lukker os om os selv
vi lukker hele verden ind
vores kød- og blodsystemer
overopheder
fra al den information
hvorfor drømmer jeg ikke?
er det fordi jeg sover nu
ude bag det fedtede glas
går alle forbi i ensomhed
Vi er ikke smukke længere
vi gemmer os bag
ny ham
hver dag
skifter klude om 12 timer
vi er jo nøgne lige nu
inde bag stoffet
du har bare tæer i skoene
10 tæer
og 10 fingre
de findes også
hænderne gemmer vi i lommer
med glitrende sten og metal
jeg vil købe en rød bentoboks
af træ
så bliver jeg glad
jeg vil købe et par store briller
uden styrke
så bliver jeg glad
jeg vil bruge 50.000 yen
i Don Quijote
så bliver jeg glad
lad mig forblive naiv
så jeg ikke altid skal
tage stilling
til de lange lige streger
der løber fra øjenæblerne og ned langs kroppen
og som først stopper ved
byens flods lunge
for der står de hvide, sky fugle
og renser fjer
og bruger noget af mig
for dem selv
det må du da forstå?
Jeg bider ikke negle
på samme måde som derhjemme
for mine fingre har rørt ved hele
byen
og jeg vasker mig ikke
for hvis jeg gjorde
ville I forsvinde
solen er væk
sover om dagen under det store grå kludetæppe
gør mig utålmodig
for jeg venter på at det store
skal ske
men det sker aldrig
dagene løber afsted med mig
der er pile på skiltene over alt
og jeg følger dem
mens jeg taler højt for mig selv
om at det store nok snart skal ske
træerne kaster skygger på mig
og de fylder mig
med misundelighed
for de åbner sig for verden
og får verden igen
jeg bliver ældre og udmattet
for hver gang jeg gør det samme
hvor er min solstyrke?