1. Forside
2. H.H. Løyche

af
H.H. Løyche

1

Konklusion af PETs overvågningsrapport ang. #1
  Knægten (se bilag 1), som ville tippe tjenesten om nogle skumle flyers (se bilag 2) uddelt i en kolonihaveforening, blev rutinemæssigt smidt på porten for at hverken han eller andre skulle tro, at vi tog ham alvorligt, hvilket vi indledningsvist heller ikke gjorde. Flyerne fra foreningen Kødbremsen, der, via sin hjemmeside, sociale medier og boder på messer, markeder og festivaler, agiterer for sparsomt kødforbrug og vegansk levevis, vakte ikke umiddelbart bekymring. Ved tjek af bestyrelsens sammensætning på Kødbremsens hjemmeside opstod dog tvivl. Særligt forpersonens meriter – som tidligere har bragt hende i PETs søgelys (se bilag 3) – antyder, at vi kan have taget fejl, og da hun tillige nyligt købte en kolonihave, iværksattes overvågning.

s tilståelse, uddrag #1
  Havde Københavns Kommune ikke vedtaget borgerforslaget om en tidskapsel, hvortil medborgerne kan donere tidstypiske genstande (og hvad, bortset fra autismespektrum-diagnoser og neofascisme, er mere oppe i tiden end MitID-nummervisere, foldbare fladskærme og spøgelsesdroner?), ville jeg næppe have skrevet dette brev. Beslutningen var ikke nem, fordi jeg hermed bryder min ed om aldrig at omtale Bureauet, Operation Tandem eller beslægtede delopgaver. At jeg forråder både mine egne og mine medsammensvornes gerninger, som i vores tid kaldes rebelske og er strafbare, har to årsager: Primært frygter jeg, at I, som må leve med konsekvenserne, får påduttet en politiseret forklaring – I har krav på at kende de historiske kendsgerninger. Sekundært nager det mig, at jeg – ulig andre klimaaktioner, som jeg har deltaget i – ikke åbent kan vedstå min involvering og erklære, at jeg intet angrer. Brevet, der er påbegyndt endnu før Operation Tandem er fuldbragt og håndskrevet for at undgå digitale spor, skjuler jeg i en bog om klimaaktivisme, som skal med i tidskapslen – og håber, at den og brevet ikke går tabt i det stigende hav. Vi får se. I år fyldte jeg 38 og kan i princippet stadig være i live når kapslen skal genåbnes i 2075, hvor jeg er sikker på at Operation Tandem vil blive opfattet som heroisk og ærværdig.

2

Konklusion af PETs overvågningsrapport ang. #2
  Optagelserne fra kolonihaven (se bilag 1) har indfanget to personer (se bilag 2 og 3). Den ene, kolonihavens ejer, er en slank, karseklippet og genbrugstøjsklædt kvinde i sidste halvdel af trediverne, kendt af PET under initialerne og registreret som antimyndighedsekstremist. Registreringen skyldtes, at hun i en årrække var aktiv i De Grønne Brigader – teamets øgenavn for en række sammenspiste klimaaktivistgrupper – hvorunder hun medvirkede ved protestaktioner i Belgien, Nederlandene og især Tyskland. Hun veg ikke tilbage for civil ulydighed og blev hyppigt anholdt og tildelt bøder. Mistanken om at hun strøede partisansøm på motorveje, klemte superlim i benzindæksellåse, løsnede hjulbolte og ridsede kampråb i lakken på parkerede køretøjer med forbrændingsmotor syntes dog uberettiget. Atter hjemme i Danmark tog hun for et par år siden initiativ til Kødbremsens stiftelse. Teamet har foreløbig hverken kunne be- eller afkræfte om der er Kødbremsen-medlemmer mellem ekstremisterne, som bryder ind i stalde og slipper grise og køer løs, klipper hul i vildsvinehegn så landets tamsvin eksponeres for svinepest, eller efterlader brugte injektionssprøjter i supermarkeders kølediske med besked om at kødvarerne kan være inficeret med botulisme og hepatitis. Komparativ robotsøgning på s småordsfrekvens og tilbøjelighed til listeagtige opremsninger har ikke kunnet udskille tekster, hvori hun anonymt eller under pseudonym opfordrer til nævnte ulovligheder. Ligeledes tyder gennemgang af hendes rejsekort, indkøb, helbredsjournal, bibliotekslån, e- og lydbogsdownloads, YouTube-abonnementer, -likes og -playliste, kontakter og aktivitet på andre sociale medier, indlæg i diverse fora og nyhedsmedier, deltagelse i radio- og tv-udsendelser, e-mails og sms’er, samt aflytning af hendes telefonsamtaler og mikrofonerne i hendes laptop og smart tv, hverken på at hun interesserer sig for sabotage eller terror, eller plejer forbindelser i kredse som gør. Hun afholder sig tilsyneladende fra alle former for hærværk og vold. Eneste nævneværdige fund er at hun i en kommentar til et Facebook-opslag om grisebefrielserne konstaterer, at mange [aktivister] medbringer mobilen. De glemmer at dens færden kan spores v.hj.a. teleoplysninger. Om ordvalget beror på personlig omgang med befrierne eller på generel erfaring med ekstremistadfærd fremgår dog ikke. Kort sagt foreligger lidet konkret til at begrunde fortsat overvågning. Men ihærdige og skarpsindige personer som er præcis den slags, som – hvis nogen formår at radikalisere dem – kan vise sig farlige. Så vidt kvinden på optagelserne.
  Den anden person i kolonihaven, en mand i halvtredserne, er derimod en gåde. Ansigtsgenkendelse gav ikke pote, hverken i pas-, kørekort- eller kriminalregistret. Med velfriseret, gråsprængt hår, nybarberet og ulasteligt klædt i gråmeleret tweedjakke med matchende benklæder og velpudsede herresko er hans udstråling umiddelbart akademisk. Man kunne tro, at han var professor ved et universitet. Et trænet øje bemærker dog, at han bærer kamppilot-solbriller, og at jakkens tykkelse antyder foring med fem-seks lag skudsikker kevlar. Kombineret med skikkelsens veltrænede korpus fremstår han som forhenværende, højtrangeret officer – en akademiker med militær karriere.
  Optagelserne efterlader os med mange spørgsmål. Har en anden efterretningstjeneste gjort Kødbremsen til et aktiv? Er der tale om FE, PST, MI6 eller CIA? Eller er vi – med tanke på klimaaktivisters politiske præferencer – snarere udsat for russisk infiltration?

s tilståelse, uddrag #2
  Det siges, at man skal bruge sin vrede. Ved en protestaktion i Berlin lærte Oliver mig det modsatte. Jeg ved ikke, hvorfra han kom. Mens vi flygtede fra knippelslagene og tåregassen løb han pludselig ved min side, greb min hånd og råbte nogle sætninger til mig, før han igen opslugtes i den ophidsede flok. Mødet var kort, men nåede at gøre gevaldigt indtryk. Han havde bemærket min vrede over politiets hårdhændede fremfærd og gennemskuet, at jeg lod mig motivere af den. Vrede er almindeligt, og af bar magtesløshed er det normalt at kanalisere vreden over på synlige autoriteter såsom politiet eller regeringen, sjældnere de reelle magthavere. Sådan reagerede jeg også før jeg traf Oliver, og egentlig vidste jeg det godt, men tænkte ikke videre derover. Åh, hvor var jeg vred. Tusinder af gange havde jeg i mine tanker sprængt olieterminaler og regeringsbygninger i luften, nedskudt passagerfly, jævnet Station Bellahøj med jorden, tortureret politikere, lobbyister, journalister og debattører til døde, gennempryglet privilegerede materialister og frataget dem alt. Min vrede omfattede også aktivisterne, som ankom til demoer i forældrenes benzinslugere, viftede lidt med bannere og på hjemvejen efter anstrengelsen smuttede ind på McDonald’s. Indtil Oliver på sit gebrokne tysk lod mig forstå, at de som agerer i vrede før eller siden gør noget overilet, som bliver deres nederlag. Hvis jeg ville opnå noget, skulle jeg ikke lade mine følelser bestemme, men lade dem passere. Kun handle med omtanke. Rationelt og efter en langsigtet plan. Dengang forstod jeg ikke helt, hvad Oliver mente med Kloden er ikke en patient, vi kan helbrede. Opgaven består i at holde biosfæren i live indtil dens eget immunforsvar får bugt med ondet. Det hjælper at anskue global opvarmning som en febertilstand. Jeg syntes bare at han lød lige så cool som …
  Vreden til trods havde jeg forinden haft nærværelse nok til aldrig at nævne mit idol: Den ensomme ulv, som bevidstgjorde mig om aktivismens nødvendighed. Jeg opdagede ham på tv en aften, hvor jeg zappede omkring i håb om at finde en film, der kunne holde mig vågen, f.eks. en postapokalyptisk sci-fi a la No Blade of Grass eller The Postman, som er fiktion i min tid, men i jeres nok snarere hverdag. I stedet indfangedes jeg af en dokumentar om UNA-bomberen. Dét, som fascinerede mig, var dels hans forståelse for at overforbrug, plyndring og ødelæggelse af naturen uundgåeligt fører til civilisationens sammenbrud, dels at han konsekvent tilpassede sin livsstil i overensstemmelse med sin overbevisning. Theodore John Kaczynski, som han hed, bosatte sig i en afsides hytte uden rindende vand, elektricitet eller andre moderne bekvemmeligheder, hvor han fremstillede ejendommelige bomber med hjemmeskårne trædele, sågar små signaturstykker, der gjorde konstruktionerne umulige at forveksle med eventuelle kopisters. Kaczynskis bomber, som var målrettet universiteter og flyselskaber, nåede at dræbe tre og kvæste 23. Han undslap FBI i sytten år, før han i et brev til The New York Times lovede at standse sin terror, mod at enten dén avis eller The Washington Post bragte hans essay Industrial Society and Its Future. Begge avisers politik stred mod at lade sig afpresse, men opfordret af FBI og statsanklageren, valgte redaktionen på The Washington Post at trykke teksten. Myndighederne brød sig ikke om læsernes reaktioner på manifestet. Uagtet at de var imod Kaczynskis metode, gav forskere og ingeniører fra hele verden ham nemlig ret i budskabet. Ironisk nok var det ikke bomberne, men budskabet, som fik ham fanget. Hans egen bror genkendte skrivestilen og henvendte sig til FBI. Efter en hemmelig ransagning af hytten i Montana anholdt de UNA-bomberen, som uden dramatik overgav sig og tilstod alt. Med hensyn til, hvilken slags menneske han i øvrigt var (han døde i fængsel i juni 2023), havde FBI-profilerne i den grad taget fejl; han var ikke en fanatisk hillbilly, men et stille gemyt med en IQ målt til 167. Som femtenårig var han blevet optaget på matematikstudiet ved Harvard, havde derefter taget en doktorgrad ved University of Michigan og som 25-årig fået fastansættelse ved University of California, Berkeley.
  Nysgerrig efter at vide mere om Kaczynski cyklede jeg næste formiddag ind til biblioteket i Krystalgade efter en bog om UNA-bomberen. Grebet af pludselig ængstelse turde jeg ikke låne den, men smuglæste den i stedet over nogle dage på bibliotekets toilet. Sidenhen benyttede jeg samme metode med andre værker, og selvom jeg ikke læste minimalistiske Forfatterskolelyrikere gjorde jeg det til en vane sommetider at låne dem. Bare for det tilfælde, at nogen skulle tjekke mine læsevaner. Det samme gjaldt internet. Kun på andres apparater tilgik jeg polemiske emner. På mine egne holdt jeg mig til trivialiteter, så historikkerne og IP-adresserne fremover ikke kunne røbe mig.

3

Konklusion af PETs overvågningsrapport ang. #3
  Et forhold som teamet i første omgang overså er, at ynder film, der emmer af undergangsstemning. Omend filmbranchen gerne er voldsforherligende, har teamet noteret sig at koblingen til vold og terrorisme er prægnant for udvalget (se bilag 1), som ser. Hovedparten er henlagt til fremtiden og hun foretrækker et vist mål realisme. Der er således få deciderede actionfilm og slet ingen rene skræk- eller monsterfilm imellem. Qua at filmene spænder vidt m.h.t. kinematografiske perioder og stil (eksempelvis Godfrey Reggios Koyaanisqatsi fra 1982 og Terry Gilliams Twelve Monkeys fra 1995 i kontrast til Andrew Stantons WALL-E fra 2008 og Benh Zeitlins Beasts of the Southern Wild fra 2012) kan vores profileringspsykolog ikke entydigt afgøre om interessen gik forud for, eller ligger i forlængelse af hendes klimatologiske paranoia.

s tilståelse, uddrag #3
  For halvandet år siden dukkede Oliver atter op i mit liv. Som en tiltrængt forårsbebuder ankom han på en overskyet martseftermiddag, hvor vinterens sidste, forvitrede sneskulpturer takkede af. Han indfandt sig ved Kødbremsens månedlige middagsarrangement på veganerrestauranten på Nørrebro og faldt hurtigt i snak med vores pamfletredaktør Ben[t[e]] (Ben, Bent eller Bente, afhængigt af hvilket køn hn indordner sig i situationen). Et par andre medlemmer havde allerede gang i deres tilbagevendende diskussion om, hvorvidt klimaskånende tiltag kunne mildne eller udsætte sammenbruddet. Snart kaldte den ene den anden alarmist, snart bagatellist, og omvendt. De var dog enige om, at menneskeheden gik en svær fremtid i møde. Omstillingen ville blive hård og kaotisk, ligegyldigt om man foretog sig noget eller ej. Hele infrastrukturen, alle offentlige institutioner, forsyningskæder og organiseret beredskab, ville bryde sammen. Samtidig forsøgte én (igen) at præsentere sin håbløse idé til et geoengineering-projekt og en anden luftede sine betragtninger om at fremtidens mennesker ville blive mindre, simpelthen fordi små mennesker kan overleve på mindre næring end store. Sidstnævnte fik flere på bane.
  Yoga-damen: Folk bør lære ikke at spilde mad, der sagtens kan spises. Her til lands kasseres en tredjedel af maden, fordi folk sløser. De køber så rigeligt, at meget når at blive dårligt, gider hverken klemme det sidste ud af tuber eller tømme glas og kartoner helt, skræller og skærer mere af end nødvendigt, laver større portioner end de behøver og gemmer ikke resterne til senere brug. Men nytter det, at sige noget?
  Marinbiologen (slubrede til sin mangojuice og stillede den fra sig): Niks. End ikke familie og venner lader sig rokke.
  Detailhandel-medarbejderen: Madspildet skyldes ik’ kun forbrugerne. Jeg ved ik’ om nogen af jer skralder, men I sku’ se, hvor meget vi kyler ud i supermarkedet, bare fordi en stregkode driller, en papemballage er revnet eller nogen har tabt en mælk så den har stænket andre varer til. Det hænder, at vi kasserer hele kasser med brød, frugt eller grønt for at få plads til nye. Varerne fejler intet, men avancen er for lav til at de betaler sig, at bruge tid på. Alene hvor jeg arbejder kan skraldet brødføde adskillige familier.
  Ben[t[e]]: Landbruget har også et kæmpe spild af overskudsafgrøder og døde pattegrise. Til gengæld udnyttes den mindste stump ved færdigvare- og halvfabrikata-produktion. Selv grisenes røvhuller og øjenlåg bruges, de ryger i leverpostej, pølser og hakkekød.
  Folkepensionisten (med munden stopfuld af spidskommenkrydret aubergine, rødløg og spinat): Bwadr, det behøvede jeg ikke vide!
  Brandmanden: Talte vi ikke om sult? Vi er langt bedre forberedt på en mangelsituation end USA, hvis nødlagre med basal føde og brændstof kun rækker til halvanden måned. Danmark har nok til et år.
  Folkepensionisten: Hvis dansken mangler kød, vil krybskytteri blive så udbredt, at der ikke er bytte tilbage efter en måned. Rådyr, harer, fasaner, ænder … alt vil være udryddet.
  Marinbiologen: Jeg tror sgu’ ikke lige, at kød bliver en mangelvare hos os. Både i forhold til arealet og befolkningstallet, er Danmark verdens mest kødproducerende land.
  Blazer-klædt herre (mens han skiveskar en pastinak): Ifølge FN bor firs procent af verdens befolkning i byer, selvom historien lærer os, at det er nemmere at overleve på landet. At man instinktivt aner det, fremgår for eksempel af Sydøsteuropas økonomiske krise i 1990erne, hvor folk flygtede ud på landet og sågar helt ud i vildnisset. De, der blev tilbage i storbyerne, trak fortovsfliser op for at dyrke knoldselleri og kartofler.
  Kunsthistorikeren (forsøgte sig): Da jeg læste kunsthistorie…
  Yoga-damen: De år husker jeg godt. Familiernes store drenge skiftedes til at vogte bedene så de ikke blev ranet. Det var værst om vinteren. Man turde ikke vove sig udendørs i forede støvler eller frakke – de ville blive fravristet én med vold. For at skaffe os brænde fældede min far træer og stjal bænke i parkerne. Andre fyrede med bildæk, så det stank i hele kvarteret.
  Folkepensionisten: Under Stalingrads belejring var rotte et festmåltid og det skortede heller ikke på kannibalisme. Hvem var det nu, der hakkede folk i småstykker og brugte dem som gødning på markerne?
  Blazer-klædt herre: Khmer Rouge.
  Yoga-damen: For mig handler det ikke bare om mad, men også om at vi har gjort os afhængige af forfærdeligt mange ting.
  Detailhandel-medarbejderen: Hørt! Vi er infantilt optaget af ting. Lar’ os for let påvirke af reklamer og influenter. Det sku’ forbydes, at reklamere for produkter, som medvirker til at ødelægge verden.
  Yoga-damen: At fortidsmennesker ikke behøvede dem, er tegn på, at de havde kundskaber, som vi har tabt. Ellers er det ubegribeligt, at de klarede sig i hundredetusindvis af år uden andet end kæppe og sten.
  Brandmanden (sank en skefuld græskarsuppe med persille): De klarede sig heller ikke for godt. Overlevede knap nok.
  Blazer-klædt herre: Faktisk var der samtidig med homo sapiens andre menneskearter, som uddøde. Iblandt dem var der endda et par stykker med større hjerner end vores. Vi ved, at hybridisering forekom, men det er stadig uklart om arterne sameksisterede fredeligt eller bekrigede hinanden.
  Ben[t[e]]: Hvis historien kan lære os noget, er det, at krigsgale magthavere og oligarker gør tilværelsen utryg.
  Detailhandel-medarbejderen: Psykopater sku’ forbydes at stille op til valg.
  Blazer-klædt herre: Enig! Tag nu situationen i Palæstina…
  Marinbiologen (afbrød den blazer-klædte herre): Ahem, måske skal vi hellere tale om vandmiljø. Spildevandet fra vi seks millioner danskeres toiletbesøg sendes…
  Folkepensionisten (stirrede forurettet på marinbiologen og forsøgte, at standse ham): Vi spiser!
  Marinbiologen (fortsatte uanfægtet): … gennem rensningsanlæg før det ledes gennem rør langt til havs. Men Danmark huser også fyrre millioner svin. Lægfolk aner ikke, at et svin besørger seks gange mere end et menneske, og at deres urin tilmed er giftig og har høj koncentration af medicinrester. En smule bruges til at gøde marker og fremstille ammoniak. Loven foreskriver, at resten skal opbevares i gylletanke indtil det kan renses, men de fyldes så hurtigt, at landmændene pumper det over i nærmeste vandløb. Uanset hvad løber det meste før eller siden ud ved kysterne. Det svarer til at 240 millioner mennesker pisser gift og medicinrester direkte ud i vore farvande.
…
  Snak. Jeg var umådelig træt af snak. Ligesom kloden ude af balance. Trængte til forandring. Præcis som tidligere, da jeg klandrede regeringen og forsøgte at råbe befolkningen op i medierne, men kun hentedes ind til debatter med dumstædige klimaskeptikere, prækende lobbyister og BNP-fikserede tænketank-torsk, aldrig en saglig videnskabsmand. Bevidst for at hidse parterne op lod værterne ingen tale ud. Al reel samtale kortsluttedes. Selvom veganisme nok opfattes som en mindre aggressiv indgangsvinkel til at skabe forandring var min idé med Kødbremsen udelukkende, at nå et bredere befolknings-udsnit end jeg kunne som pauseklovn for tv- og radiokanaler. For mig var hovedsagen, at kødindustrien ligesom olieindustrien fremskyndede biosfærens kollaps. Hvad der stod i Kødbremsens formålsparagraf og om medlemmerne, var med af hensyn til klimaet, biodiversiteten, vandmiljøet, dyrevelfærden eller helbredet, var ikke afgørende. Svineriet skulle bare standses. Velan, foreningen er nu engang en broget skare i alle aldre fra alle samfundslag og etniciteter, og vi har sjældent et arrangement uden at se nye ansigter. Selvfølgelig går snakken. Det var bare mig, som havde en dårlig dag – en af dem, hvor mit filter flossede. Martret af indestængt trang til at skrige Hold kæft! Hold så KÆÆÆFT! tabte jeg gaflen på min tallerken med facon-lasagne. Yoga-damen sendte mig et kuriøst blik. Mine hænder rystede. Jeg måtte hjem.

4

Konklusion af PETs overvågningsrapport ang. #4
  Tv-serier optager ikke , på nær tre: I 2024 fulgte hun på TV2 Thomas Vinterbergs Familier som vores, der tematisk svarer til hendes filminteresse. De øvrige er den amerikansk producerede reality-serie Alone og dens danske pendant Alene i vildmarken. Fordi de ikke kun tiltaler natur- og ekstremprepping-begejstrede seere, men i høj grad antiautoritære, har serierne længe haft efterretningstjenesters bevågenhed. Konceptet går ud på, at deltagerne sættes individuelt af, langt borte i uberørte naturområder, hvor de isoleret fra hinanden konkurrerer om at klare sig længst på egen hånd, helt uden proviant og kontakt med omverdenen, alt imens de selv optager deres oplevelser. Ud over optageudstyret, en lille radiosender til at tagge ud med, en førstehjælpskasse, tøjet som de har på og en sovepose, må deltagerne kun medbringe ti genstande fra en liste med valgmuligheder såsom kniv, økse, fiskenet, kogekar, ildstål, presenning og snor. De første deltagere falder fra indenfor få dage, andre efter et par uger. Vinderne plejer at klare omkring to måneder. Begrundelserne for at give fortabt er til dels afmagring og udmattelse, sjældent legemsskader eller råt vejr. De hyppigste årsager er psykologiske, særligt hjemve og manglende evne til at holde sindet beskæftiget. Ret overraskende er de, der opfattes som mest kapable – naturguider, politibetjente, soldater og andre med erfaring udi fysiske strabadser og stressende optrin – ofte blandt de tidligst frafaldne. Et sigende eksempel er fra en sæson, i hvilken en politimand, der var vant til at tackle barske voldsforbrydere, taggede ud efter blot få timer, så straks han fandt bjørnespor i området. I en anden sæson opgav en tidligere elitesoldat flere uger før en utrænet pige med Aspergers syndrom. Fælles for de seje gutter er at de uden supporterende ramme bliver rådvilde. F.eks. afhænger soldater af megen (fælles) udrustning, de patruljerer ikke alene, i kritiske situationer kan de tilkalde forstærkning eller blive evakueret med helikopter, og efter endt opgave vender de tilbage til en base camp med kantinemad, kan ringe hjem til familien og har en køje at sove i. Ydermere er soldater underlagt overordnedes befalinger og tilvænnet snævert råderum til egne beslutninger (hierarkiberoende disciplinering skal gøre én effektiv til jobbet, men gør ingen duelig til selvstændigt at møde nye udfordringer). Vores profileringspsykolog mener, at på én gang indlever sig i vildmarks-dramaerne og nyder at se autoritetsrepræsentanterne komme til kort. Han betvivler rigtigheden af det populære synspunkt, at serierne tiltrækker seere, der afstiver sig med at andre har værre kår end dem selv.

s tilståelse, uddrag #4
  Fordi Oliver talte udmærket dansk, og så anderledes ud end jeg huskede ham, genkendte jeg ham først efter at jeg forlod restauranten. Han indhentede mig ude på fortovet og spurgte på kaudervælsk, om han måtte byde på en lille aftentur langs søerne. Solbrændt og velklædt. Forvandlet fra vild aktivist til charmerende mand. Men kunne jeg klare mere? Hvad var han egentlig? Stammede han måske fra Flandern? Hvad bestilte han i København? Nysgerrig og med fornemmelsen af at han havde noget på hjerte, overgav jeg mig og takkede ja.
  Dejligt at være tilbage i Europa, sagde han, idet jeg fik cykellåsen op.
  Vi stak i retning af Nørrebrogade. Det var fredag aften efter happy hour; barerne en trængsel af vinterfrakker og halstørklæder. Oliver skuttede sig, åbenbart ikke kuldevant.
  Hvor var du henne, hvis ikke i Berlin? Jeg kunne have stillet tusind andre spørgsmål, men ville ikke virke snagende.
  Rundt omkring i Vestasien og Sydamerika.
  Arbejde eller klimaaktivisme?
  Hmm… relateret til.
  Om Oliver mente det ene eller det andet kom han ikke nærmere ind på. Det passede mig udmærket. At følges i tavshed føltes tryggere end besvarelser, der uvægerligt ville afføde modspørgsmål. Hvis han ville andet end at hilse på, måtte han selv melde ud. Ved Dronning Louises Bro overraskede han mig igen ved på perfekt højengelsk at spørge:
  Hvordan skrider missionsarbejdet frem?
  Jeg stak ham den sædvanlige smøre om at antallet af vegetarer og veganere steg støt og at hjemmesidens opskriftssektion, køkkenhave-blog og forum havde masser af besøg.
  Kan godt være, småvrængede Oliver. Men det, du siger, svarer til at fremhæve, at der opføres nye vindmøller og solkraftværker, selvom det afgørende er CO₂-udledningens fortsatte stigning. Tilsvarende viser statistikken, at andelen af kød i danskernes kost øges på bekostning af grøntsagerne, præcis som i resten af verden. Selv i Indien boomer det gennemsnitlige kødforbrug, til trods for at hinduer traditionelt er vegetarer. Kødforbruget følger simpelthen købekraften.
  Fejt undveg jeg hans blik. Mit eget lod jeg vandre over himlen, som forsøgte jeg at lokalisere stjernetegn – umuligt for skydækkets snavsede lød, underbelyst fra bymidtens myriade af neonskilte og forbifarende lygter spejlet i glas og våd asfalt. Min tavshed må have forekommet ætsende.
  Tag det ikke ilde op, prøvede han i udglattende tonefald. Jeg mener bare: Ét er positive tilkendegivelser efter en prøvesmagning, noget andet om I faktisk får nogen til at droppe kødfrådseriet og importvarerne. Hvordan måler I det?
  Mere snak, ikke et svar værdigt, og som om det ikke rakte fortsatte han flosklerne:
  Oplysningskampagner, debat, fredelige demonstrationer og civil ulydighed er så langt som du går. Hvordan blev du så hensynsfuld? Din etos er ufattelig i betragtning af at flertallet skider på vores mening, ligegyldigt om vi udsættes for smertegreb og ryger bag tremmer for deres børn og børnebørns skyld.
  Tværtimod! Hvad sker der, når aktivister kaster med sten? Politiet trækker skyderne! Hård fremfærd besvares bare endnu hårdere. Og hvad gør pressen så? Svælger i volden, men gider end ikke nævne, hvad protesten går ud på. Vold er lige så tåbeligt for klimasagen, som det er afskyeligt. Jeg ville ønske, at vi kunne sætte stærkere midler ind, men vi har kun videnskabelig konsensus og argumenter.
  Er det derfor, du har så nemt til vrede?
  Måden, hvorpå hans kæbemuskler skiftevis strammedes og slappede af, skyldtes at han frøs, men virkede som om han tyggede på sit spørgsmål. Jeg svarede ikke yderligere, men det afholdt ham ikke fra at bore videre i emnet.
  Har tanken aldrig strejfet dig, at folk kan påvirkes på andre måder, der ikke nødvendiggør vold? Hvad får folk til at ændre vaner?
  Uden trusler og tæskehold? Arbejder du som psykolog eller er du bare marketingskonsulent?
  Hvad forskel gør det? afværgede han og insisterede igen: Kom nu, giv et bud.
  Aaarh, for… Vreden kogte i mig som en sprængklar gejser. Du ved udmærket, at flertallet hverken bider på evidens eller retorik. Forsøg på direkte overtalelse har nærmest ingen effekt og kan endda give bagslag. Enkelte falder for nudging eller i håb om sex eller for at please en arbejdsgiver. Ellers ændrer ingen sig, medmindre vanen bliver for dyr eller besværlig. Med hensyn til kød vil der ikke ske en disse uden lovændringer. Men tror du selv, at vores svineavlsforherligende regering er med på den? Næh-nej, vi skal partout stopfodres med svinekoteletter og den dér vamle kødsovs, som kosteksperterne fraråder. Tilfreds?
  Skamfuldt slog han blikket ned, men trak samtidigt en mundvig skæv til et lille smil.
  Hvad om vi kan fratage dem valgmuligheden uden at det kræver lovændringer eller at besnakke nogen overhovedet? Han lagde ingen hån i stemmen. Ville du medvirke til dét?
  Ikke mere snak? Antageligt, ja. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre?
  Spørger den kvikke forsker. Med videnskabelige metoder, selvfølgelig. Vi kalder projekterne for delopgaver.
  Vi…?
  Som tegn på, at han nær havde afsløret for meget, strøg Oliver en finger over sin hage.
  Nå, det er alligevel omsonst at spørge, om du kan holde tæt. Skal vi mødes igen om et par dage? Så fortæller jeg, hvad det går ud på, og tilbyder dig en lille opgave. Nørrebros Runddel, søndag klokken tolv.

5

Konklusion af PETs overvågningsrapport ang. #5
  Endnu havde hverken Centralbureauet for Identifikation, FE eller Udenrigsministeriets Efterretningsafdeling meldt tilbage angående manden med tweedjakken, før han igen dukkede op i s kolonihave. Siden sidst havde vi på naboens tag monteret en retningsbestemt mikrofon, kamufleret som mospude, men der blev ikke sagt meget, og intet om, hvad og manden foretog sig. Videoen efterlader dog næppe tvivl om, at noget er under opsejling. Den viser trække i en engangsdragt med tætsluttende hætte, mundbind, latexhandsker og kraftige plasticposer om skoene (se bilag 1). Hun udviser stor omhu med at vikle gaffertape om ærmer og ankler, så dragten slutter helt tæt til handskerne og poserne, før hun med et forstørrelsesglas og en plasticbøtte træder ind i drivhuset. Drivhuset er på cirka seksten kvadratmeter og placeret bag huset, så det ikke ses fra havelågen. Grunden er desuden omgærdet af 180 centimeter høj, tæt ligusterhæk, der vanskeliggør beluring. Bortset fra en haveslange og en børste i en zinkspand i drivhusets lille indgangsparti med tætsluttende døre, der fungerer som sluse ind til det inderste, noget større rum, ser det umiddelbart ikke ud til at indeholde andet end visne tomatplanter og ukrudt. Grundet ukrudtets højde derinde er det dog umuligt at afgøre, hvad det skjuler. Videoen fortsætter med at piller noget op fra ukrudtet. Inden hun igen forlader drivhuset, vasker hun sig grundigt med haveslangen og børsten. Udenfor overrækker hun manden i tweed, plasticbøtten med noget i, som selv på de skarpeste frames er for småt til at kunne bestemmes. Muligheden for at dyrker giftplanter eller psykedeliske svampe med henblik på et anslag er oplagt. Vi har besluttet at sende en medarbejder derind for at tage billeder og prøver af alle væksterne.

s tilståelse, uddrag #5
  Søndag kom jeg for sent op og måtte haste ud ad døren. Silent Running, som jeg havde set aftenen forinden, spøgte stadig i min bevidsthed, da jeg fik øje på Oliver. Selvom han havde ventet pænt længe ved Nørrebros Runddel, kommenterede han ikke min forsinkelse, men ledte mig tavst ad Jagtvej hen til Assistenskirkegårdens indgang. Luften var diset og kølig, græsset gustengult og sjappet. Buske og løvtræer knopskød, men endnu var kun erantisser, vintergækker og enkelte krokus sprunget ud. Efter at vi i nogen tid havde slentret gennem pytterne mod Kapelvej sagde han:
  En hyggelig forsamling, Kødbremsen.
  Ja. Om de er hardcore vege-rawfoodere eller har det svært med bare én kødfri dag om året er alle velkomne.
  Igen faldt en lang, salig tavshed over os. Et øjeblik blev fristelsen til at tage ham i hånden – gribe den og hans sind, som han havde grebet mit i Berlin – kun holdt stangen af min cykels akutte behov for hænder.
  Nå, hvad pønser du på? prøvede jeg.
  Som svar fiskede han en pakke Dunhill-cigaretter frem fra inderlommen og tænde sig en med en butanstinkende messinglighter, hvorpå han standsede og kastede den tomme pakke i skraldebøtten for enden af en bænk.
  Lad os sætte os her.
  Adlydende hans håndgestus drejede jeg af, stillede cyklen på støttebenet og anbragte mig lidt yderligt i bænkens fjerne ende for ikke at få underlivsbetændelse af det klamme træ. Selv blev Oliver stående, skubbede solbrillerne op i panden og spejdede tilbage ad stien, som vi var kommet fra.
  Samme initialer som dine, fortsatte han med blikket fæstnet på en ugle udhugget i sten. Hurra for ham! Folk kan påstå, hvad de vil, firmaer nægte kendsgerninger og regeringer vedtage tåbelige love – men naturlovene kommer ingen udenom.
  Efter at have blæst en røgring i retning af Niels Bohrs familiegravmæle satte han sig til rette midt på bænken og kom til sagen:
  Forestil dig en verdensomspændende miljøorganisation, som koordineres af en lille gruppe. Lad os kalde gruppen… Bureauet. Alene Bureauet har overblik over organisationens omfattende og konstant voksende aktiviteter eller delopgaver. I lighed med dig, tyr ingen af deltagerne til vold. Man kan måske diskutere etikken i enkelte af delopgaverne, for eksempel graden af frivillighed, men som jeg ser det giver de blot klodens immunforsvar en håndsrækning. Jeg skal nok forklare det alt sammen senere… Men først må du sværge aldrig at røbe ét ord om, hvad vi taler om i dag eller at vi overhovedet har mødtes.
  Hvis det er noget med bioethanol eller carbon capture baseret på fordækte Excel-beregninger, skal du ikke regne med mig.
  I protest rystede han på hovedet, så først asken, og derpå gløden dryssede af smøgen.
  Så er det godt, at opgaven vedrører veganisme. Men jeg fortæller ikke mere, før du har sværget at holde tæt.
  Uvant med edsaflæggelser løftede jeg min højre hånd og sværgede kejtet. Jeg har næppe virket særlig overbevisende, men Oliver reagerede med en tilfreds mine og satte i med de hemmelighedsfulde detaljer:
  Præcis hvor og hvornår Bureauet blev dannet, er jeg ikke indviet i, men de er formentlig forskere med forskellige baggrunde, som holder kontakt via en krypteret beskedtjeneste. Jeg kender ikke deres navne og de kender ikke mit. Du kommer heller aldrig til at kende dem, og omvendt får Bureauet kun kodeordet for din delopgave og de meddelelser, som du har brug for, for at sende dem – de får aldrig at vide, hvem du er eller hvor i verden du har hjemme.
  Den døde cigaret mellem hans pege- og langefinger lod til at genere. Frem for at gentænde stumpen tog han en kunstpause og skaffede sig af med den.
  Delopgaverne løses af celler uden anden forbindelse til Bureauet end via cut out-personer som mig. Det er en sikkerhedsforanstaltning i fald en celle bliver afsløret og forsøgt stoppet af myndighederne. Ved at fjerne cut out-personen afskæres cellen uden mulighed for at spore resten af organisationen. Det samme kan hænde, hvis Bureauet afsløres – så cellerne kan fortsætte arbejdet.
  Han slog blikket ned, trak vejret et par gange og genoptog så emnet.
  Faktisk må vi forvente, at det sker. Selvom Bureauet ikke involverer flere end absolut nødvendigt, vil nogen før eller siden tale over sig.
  Ganske kortvarigt krøb et følsomt udtryk over hans ansigt. Jeg kendte ham ikke godt nok til at afgøre om det tilkendegav personlige skrupler, eller om han betvivlede, at jeg troede på ham.
  Nå, hvad siger du? Pludselig lød han hamrende selvsikker. Vil du være en celle med mig som cut out? Jeg lover dig, at hvis vi lykkes vil Kødbremsens medlemstal eksplodere.
  Hans øjne fortalte, at jeg ikke behøvede at svare. Han vidste det allerede – havde formentlig fulgt mit virke gennem flere år, før han besluttede, at jeg var tilstrækkelig kompetent, loyal og villig. Ordløst betragtede jeg Oliver finde en ny Dunhill-pakke frem, bryde banderolen og række pakkens åbning i min retning.
  Tak, jeg ryger ikke.
  Ved jeg godt, men jeg vil bede dig trække en tilfældig.
  Modvilligt hev jeg fat i et filter og lirkede cigaretten ud. Nogle flere gled med ud og drattede ned på asfalten. Idet jeg gav han smøgen tilbage bemærkede jeg, at der på papiret var skrevet et ord med fin, blå spritpen.
  Tandem, udbrød jeg. Hvad skal det sige?
  Ingen verdens ting. Bare et ord, som er gangbart på flere sprog, så det ikke peger på en bestemt nationalitet. Du er hermed Tandem og din delopgave hedder Operation Tandem.
  Nå… Oliver. Jeg bukkede mig ned, samlede de tabte cigaretter op og gav ham dem. Og hvad er så Bureauets plan for Tandem?
  Eftersom du er biokemiker, vil Bureauet bede dig arbejde med et kulhydrat. Mere præcist galactose-alpha-1,3-galactose eller bare alpha-gal.
  Noget særligt ved dét kulhydrat?
  Det findes kun i pattedyr. Dem alle, på nær hominider, altså Homo sapiens og de store, haleløse abearter fra Afrika. I 2002 opdagede man en patient med overproduktion af immunoglobulin E-antistof. Det viste sig, at han var blevet allergisk overfor alpha-gal og kun kunne undgå symptomer ved ikke at indtage kød og mælk fra pattedyr. Lidelsen blev senere navngivet Alpha-gal-syndrom eller AGS. Symptomerne er klassiske for intolerans: Kløende hud og øjne, rødmende udslæt, løbenæse, hovedpine, astmalignende vejrtrækningsbesvær, mavepine og diarré. Intoleransen er kronisk og prognosen dårlig. Selv længerevarende behandling har vist sig ineffektiv. Et heldigt forhold ved allergien er dog, at mennesket ikke selv indeholder alpha-gal, hvorfor allergiske børn fortsat kan ammes.
  Interessant!
  Ja, ikke? Pupillerne i hans øjne spilede sig ud. Siden 2002 dukkede flere tilfælde op. Ikke mange, men mærkværdigt tyndt spredt over Australien, Nordamerika og Europa, herunder et par stykker i Danmark.
  De kan vel også forekomme i Afrika og Asien, men er bare ikke blevet indberettet?
  Han nikkede anerkendende og tændte Tandemsmøgen. Brochure, Fragment, Lucerne og Oval var blevet våde. Frem for at putte dem i skraldebøtten tog han sit tomme brilleetui frem fra en inderlomme, lagde dem forsigtigt i etuiet og stak det tilbage. Mens han talte videre, fulgte hans blik diskret et løbetrænende par.
  Som sådan er der intet ulovligt ved delopgaven som Bureauet beder dig løse. Men AGS er som skabt til… Han afbrød sig selv og ventede til løberne var smuttet forbi og udenfor hørevidde. Så bøjede han sig over mod mig og hviskede: Det særlige ved den form for kødallergi er, at den ikke udvikles tilfældigt. Den erhverves. Og dét, at den erhverves, betyder at den kan påføres mennesker.
  Foreslår du… Du godeste!
  Cigaretgløden hvæsede sig vej gennem bogstavet T.
  Isolér patogenet. Syntetisér det om muligt. Find en simpel måde at masseproducere og distribuere det i koncentreret form. Bare sig, hvad du skal bruge, så skaffer jeg det…

6

Konklusion af PETs overvågningsrapport ang. #6
  Retsbotanikerens rapport (se bilag 1) var på én gang skuffende og foruroligende. Bortset fra en sjælden græsart, der ikke er hjemmehørende i kultiverede haver, kunne botanikeren ikke identificere andet end oksehjertetomater og alment ukrudt. Såvel græsset som ukrudtet er harmløst. På de medsendte billeder bemærkede botanikeren imidlertid, at flere af glassene nederst og i toppen af drivhuset er udskiftet med ultrafinmasket filterdug (se bilag 2) af en type, der normalt bruges til luftrensningsanlæg i laboratorier og operationsstuer, som skal friholdes for mikroorganismer og partikler. Placeringerne i drivhuset viser, at filterdugen sikrer rigelig ventilation på varme dage samtidig med at hybridisering via krydsbestøvning undgås. Om den skal holde pollen inde eller ude er svært at sige, men den indikerer tilstedeværelsen af en vækst, som endnu ikke er spiret. Sidst i rapporten understreges, at drivhusets indretning minder om anlæg (se bilag 3), der anvendes i forbindelse med agrar genmodifikation. Teamet fører nu skærpet opsyn med drivhuset.

s tilståelse, uddrag #6
  AGS’ sære udbredelse skyldes, at de tre flåtarter, som overfører den, kun lægger æg i bestemte, vilde græsarter, som mennesker sjældent kommer nær. Første fase bestod derfor i at finde et sted, hvor jeg kunne dyrke græsset, have en flåtfarm og arbejde uforstyrret. Til finansieringen tegnede Oliver en tandemcykel på en konvolut og overrakte mig den sammen med en advarsel mod at vække opmærksomhed ved at foretage mig noget ekstravagant. Konvolutten viste sig at indeholde et brugt skrabelod – gevinsten var 100.000 Euro. (Oliver forklarede senere, at spillere som vinder på ihændehaverkuponer og -lodder, falbyder dem for nogle procenter oveni på darknet. Køberne er primært hvidvaskere, men de kan købes af enhver med behov for at skjule en transaktion. Som med så meget andet på darknet skal man dog vare sig for snydetampe og politiefterforskere. Andre foretrækker at bruge små, kostbare arvestykker, der relativt hurtigt kan omsættes uden at nogen stiller spørgsmål – sjældne bøger, memorabilier, porcelænsfigurer, ure, smykker og frimærker. Hælervarer skal selvsagt afvises, for tyvekoster kan være mærkede og spores v.hj.a. genstandsgenkendelse analogt med ansigtsgenkendelse.) Løsningen blev en billig kolonihave med drivhus i hvilken flåtfarmen skulle etableres. Det kom af, at jeg blev mindet om, at min lejlighed med moderne køkken og badeværelse, hvor jeg bor alene, stammede tilbage fra dengang jævne arbejderfamilier og deres mange børn levede sammenklemt på tredive-fyrre kvadratmeter uden bad eller varmtvandshane og med das i gårdene. Proletariatet havde hverken råd til at feriere sydpå eller rekreere sig på vestkystens pensionater, som borgerskabet kunne. Selvom kolonihaver i starten var bette lodder og mange end ikke havde et skur at finde ly i, åbnede de mulighed for at slippe bort fra de trange brokvarterers tuberkulosesmitte og allestedsnærværende stank af koks og petroleum. Ud til frisk luft og lys, dyrke grøntsager til at supplere økonomien og nære illusionen om, at hvis verden gik af lave kunne man overleve dér. I slutningen af marts faldt jeg for én ude bag Vestforbrændingen. Den lå i en haveforening præget af nødtørftigt reparerede tage med nærantikke tv-paraboler, grimede havemøbler og affældig rhododendron, og havde længe været til salg. Som grunden lå misligholdt og gemt af vejen bag høje hække, sværttilgængeligt ved et hullet hjulspor i foreningens ældste, mest sølle og labyrintiske afsnit, tiltrak den ingen interesse. For mig var dens største ulemper, at huset var så hærget af skimmel og borebiller, at det var lige til at rive ned, og at man ikke måtte opstille en campingvogn. På grund af drivhuset og fordi jeg havde et kælderrum i København, købte jeg alligevel stedet.
  Jeg adlød også Olivers anbefaling for det tilfælde, at jeg begik en fatal uforsigtighed: Klargjorde en bailoutbag med pas, euro i kontanter og alt andet, som behøves for straks at kunne forlade landet og gå under jorden. Jeg spurgte ikke, om dét var grunden til hans ophold i Vestasien og Sydamerika. I stedet læste jeg op på de juridiske detaljer, og måtte give ham ret i, at når bare remedierne er lovlige at besidde og blande er det tilladt, at syntetisere naturligt forekommende molekyler uden at ansøge, informere eller underlægges inspektion af myndighederne. Dermed ikke sagt, at hensigten var legitim. Straframmen for min forhåndsviden om at molekylet skal bibringe en del af befolkningen en ulempe og økonomisk lamme et erhverv, viste det sig, er mange års fængsel. (At købe og blande klorin og saltsyre er også lovligt – men gassen derfra er livsfarlig og strafbar at udsætte nogen for. Tilsvarende er det lovligt at anskaffe og blande aluminiumstøv og jernrust, som sammen brænder ved 2.500°C. En håndfuld går durk gennem motorhjelmen af en bil og totalskader den, hvilket især er strafbart når det angår politibiler.) Bliver jeg afsløret er jeg rede til at tage straffen og får ikke behov for bailoutbag’en. Til andre formål end flugt er den rar at have.
  De indledende manøvrer havde i en sådan grad optaget mig, at jeg, først mens jeg i kælderrummet indrettede et tofløjet garderobeskab og et klapbord som interimistisk laboratorium, kom til nøjere at overveje Operation Tandems etiske aspekter. Oliver havde flere gange påpeget, at jeg nemt blev vred, og én gang havde jeg svaret, at det også er nemt at ytre sig om emner, man bilder sig ind at forstå, men hverken har overblik over eller personlig erfaring med. Nu indhentede svaret mig. Hvis jeg ville deltage, kom jeg ikke udenom den gradbøjning af frivillighed, han havde nævnt på Assistenskirkegården. Selv uden at have læst moralfilosofi var dilemmaet med hensyn til informeret samtykke indlysende. Valget stod mellem to onder: At acceptere konsekvenserne af et stort antal menneskers uforsvarlige kostvaner, herunder udbredelsen af en lang række frygtelige sygdomme i takt med drivhuseffektens eskalering, eller lade Bureauet moderere biosfærens sammenbrud, ved at påføre samme mennesker en forholdsvis mild lidelse. Kælderlaboratoriet var endnu ikke klar før jeg konkluderede, at samtykkehensynet trods alt suveræneredes af fordelene for eftertiden – pattedyrkødets udfasning ville styrke folkesundheden i form af færre hjertekarlidelser og kræfttilfælde, gavne dyrevelfærden og vandmiljøet, redde udrydningstruede arter, i nogen grad afbøde klimabetingede naturkatastrofer med mere.
  Samarbejdet med Bureauet blev meget ulig mine tidligere erfaringer med aktivisme. Bortset fra sporadisk kontakt med Oliver var jeg, som Kaczynski, en ensom ulv. Jeg nød at kunne træffe beslutningerne og gøre noget konkret, fremfor at skulle forklare eller argumentere. Det varede dog lidt, før jeg kapitulerede til den mentale ro – så vant var jeg blevet til kontrære mennesker. (Her mener jeg ikke kun debattører, men at folk kan være nok så bevidstgjorte om klimaproblematikken og vidende om, hvad der kan gøres, men er fulde af undskyldninger straks det angår deres eget arbejde eller levevis. De bedst uddannede, velinformerede og ressourcestærke i den højeste indkomstgruppe, som har størst mulighed for at nedbringe deres CO₂-aftryk, er paradoksalt nok de værste klimasyndere.) Først da jeg ikke længere forsøgte at overtale nogen, behøvede jeg heller ikke at lytte. Min vrede og træthed aftog proportionalt med at snakken drev bort i baggrundsstøjens sus.
  Svoger: Luksus? Vi er nødt til at have to biler for at klare hverdagen, og så meget gas bruger terrassevarmere da ikke.
  Villaejer: Hvad ligner det at udskamme os for facadens julelysbeklædning? De par måneder om året? Du er bare misundelig over, at vi har råd til pjank.
  Veninde: Hvorfor i alverden skal jeg aflyse flyrejsen til Goa? Den kan jeg sagtens tillade mig, nu jeg har doneret en ged til en afrikansk landsby.
  Ung mand i vaskekælderen (startede tørretumbler med én hættetrøje i): Jeg synes ikke, at mit ChatGPT-forbrug er noget særligt. Mange er værre end mig.
  Translatør: Det tager for lang tid med tog, når jeg bor i Aalborg og arbejder i Bruxelles.
  Far (stillede på strygejernet): Pak dog den pessimisme væk. Tingene løser sig nok, skal du se. Nogen finder på noget.
  Mor: Nu gider jeg ikke høre mere om klima, vi har det jo godt i Danmark og kan du ikke klemme en steak mere ned før jeg serverer desserten? Her, og tag så noget mere bearnaise! Nej, du slipper ikke!
…

7

Konklusion af PETs overvågningsrapport ang. #7
  Objektet er begyndt at spendere gevaldige beløb på dagligvarer. Evalueringen viser at stigningen ikke gælder fersk- og frostvarer, kun langtidsholdbare produkter af samme kvalitet og mærker, som hun plejer at bruge (se bilag 1). Hvis hun krisebereder, sprænger hun Beredskabsstyrelsens anbefalinger ad absurdum, men teamet har ikke fundet anden fornuftig grund til de ekstra indkøb. Af de muligheder vi har drøftet, tror vi hverken at hun hjælper andre med indkøb, eller øjner en god investering efter at have opnået insiderviden om et snarligt spring i fødevarepriserne. Hvis varerne skal bruges til en terroraktion, er det sært, at de ikke indeholder kød. At forgifte eller inficere varerne og liste dem tilbage på butikshylderne, virker også som en besynderlig såvel som risikabel strategi. vil formentlig heller ikke fordele dem til Stop Madspild-boder eller affaldscontainere, som frekventeres af skraldere. Dertil kan ferskvarer og billigere produkter også indgå, og tanken om at terrorisere mennesker på samfundets bund harmonerer ikke med hendes psykologiske profil. Foreløbig henstår indkøbenes formål i det uvisse. I fald situationen udvikler sig på værst tænkelig måde vil de relevante ministerier (se bilag 2) løbende blive holdt orienteret.

s tilståelse, uddrag #7
  Den store udfordring var ikke at få flåterne til at trives og reproducere. De er faktisk taknemmelige at mangfoldiggøre. Hvis man skal påføre rigtig mange mennesker AGS batter det dog lidet at sprede nogle bøttefulde flåter. Derfor havde Oliver bedt mig syntetisere patogenet, så det kunne masseproduceres, hvilket var forholdsvist enkelt. Selv på den trange plads i mit kælderrum kunne jeg (efterhånden) håndtere kolber og pipetter uden at banke dem ind i arkitektlampen eller vælte noget på gulvet. Arbejdet skred systematisk fremad. Via en kontakt på Landbohøjskolen fik Oliver udført røntgenspektroskopi på mine udfaldsprøver, som slutteligt bekræftede et højt indhold af det rigtige molekyle. (Resultaterne går selvsagt ikke an at offentliggøre. De rakte ellers til mere end én artikel i et peer reviewed tidsskrift, som kunne have styrket mit omdømme og min citation rate). Desværre trænger molekylet ikke gennem huden af sig selv, og får man det i munden nedbrydes det straks af spyttets enzymer. Mit mål var ellers at det skulle kunne sprayes på folk allehånde steder, hvor mange færdes, såsom lufthavne, togstationer, storcentre, stadioner, læreanstalter, hospitaler, messer, festivaler og diskoteker. At gøre patogenet hudpenetrerende bliver næppe nemt og kan trække ud.
  I den hensigt at give Oliver besked konsulterede jeg en liste, der ligger gemt i bailoutbag’en. Klokken seksten kom jeg i overtøjet, smuttede ad køkkentrappen ned i baggården og hentede min cykel i skuret. Trækkende på cyklen kom jeg over fodgængerfeltet ved krydset, begav mig yderligere fem hundrede meter hen ad cykelstien og ind i porten mellem helsekostbiksen og kunstgalleriet. Undervejs havde jeg holdt øje med fodgængerne og mens jeg stillede cyklen fra mig og fandt min blå spritmarker frem, afsøgte jeg med blikket portåbningerne til gaden og gården. Straks jeg følte mig rimelig sikker på ikke at blive opdaget, skrev jeg et L på undersiden af galleriets postkasse. Så lidt skal der til med den ekstremt komprimerede og, for uindviede, uforståelige kommunikationsmåde, som Oliver og jeg benytter til at sende hinanden meddelelser. (Med blot 26 bogstaver til rådighed opnås, ved at skrive dem med blokbogstaver eller skråskrift, majuskler eller minuskler, smal eller bred streg, blåt eller rødt i venstre eller højre side, hele 832 mulige tegn, som refererer til en liste med prædefinerede fraser. Alt, der behøves for at bekræfte, at meddelelsen er modtaget og forstået, er at rense bogstavet af med sprit. For ikke at blive set sammen ved porten gælder for hverdage, at Oliver har adgang til postkassen i tidsrummet 8-14 og jeg 16-22 – i weekenden bytter vi.) Indtil da havde vi mestendels udvekslet beskeder som Mød mig ved busstoppestedet, sædvanlig ugedag og tid og Pakken er leveret til aftalte sted. Meningen med mit L var Rådføring med udenforstående nødvendig. Afventer godkendelse. Efter fraseafleveringen gik jeg, for at sløre formålet med min gang i porten, som altid ind i helsekosten og købte en snack. Atter på vej hjemad, kom jeg i tvivl og overvejede at cykle tilbage og fjerne L’et, men opgav tanken, da jeg låste mig ind i min lejlighed. Ude på toilettet fik jeg igen øje på min bailoutbag, der stod klar bag døren og dagligt mindede mig om listens værst tænkelige frase, Bail out og cut out, eller oversat til dansk: Løb for dit liv, kontakten er afbrudt permanent.
  Skulle Operation Tandem lykkes vil efterspørgslen på fisk, skaldyr, fjerkræ, svampe, grøntsager og frugt uundgåeligt stige, hvorved priserne ryger i vejret. Prisen på pattedyrkød- og mælk vil derimod styrtdykke og stabiliserer sig først på et nyt leje, når tilstrækkeligt mange kvæg- og svinebesætninger har drejet nøglen om eller omlagt til fjerkræ (og hvorfor ikke insekter, larver eller slanger?). Samstemmende bliver grøntsager atter til at betale i takt med at vidderne, som hidtil har været brugt til dyrkning af dyrefoder, overgår til produktion af menneskeføde. Omstillingen, vurderer jeg, vil tage minimum to-tre år. Selvom Danmark indfører rationering og stiller nødlagrene til rådighed i situationen, rækker det altså næppe til hele omstillingsperioden.
  Jeg er glad for, at Bureauet lader mig beholde kolonihaven og resten af pengene (ifølge Oliver er Bureauet velpolstret og vil hellere end at få penge retur, undgå at skattevæsenet stiller spørgsmål om pludseligt bortkomne formuer). Ikke at jeg har erfaring med at dyrke grøntsager, men jeg vil forsøge, og haven har også et par træer med henholdsvis Ingrid Marie æbler og blå blommer. Dem kan jeg naturligvis ikke nøjes med, hvis min høst fejler og det går henad The Road. Lidt bange for at komme til at sulte, når kødallergien rammer, er jeg så småt begyndt at hamstre langtidsholdbare fødevarer. Mængderne fordrer, at jeg holder prisen nede ved at nærstudere tilbudsaviserne, som ellers rager mig en bjælde (de er for plebsede til at fortjene min opmærksomhed). Når jeg førhen købte ind, forekom butikkernes sortimenter mig uniforme. Jeg syntes ikke at der var meget at vælge imellem. Indkøbsturene overraskede sjældent med et nyt produkt; jeg vendte hjem med gammelkendte varer. Da jeg begyndte at grifle min langtidsholdbar-liste kom det bag på mig, hvor stort et udvalg, jeg faktisk bruger. Listen blev lang og vokser stadig: Salt, krydderier, sennep, soyasauce, tahin, jordnøddesmør, madolier, eddike, grøntsagsboullion, miso, gærflager, tørgær, forskellige slags mel, grovkiks, knækbrød, havregryn, tørrede bønner, kikærter, linser, ris, nudler, pasta, bulgur, couscous, quinoa, kartoffelmospulver, gule flækærter, saitan, svampe, tang, nødder og kerner, tortillachips, Bugles og andre snacks, rosiner, soltørrede tomater, frugtjuice, lupinsaft, mandelmælk, te, kakaopulver, rørsukker, ahornsirup, honning og konserves med pesto, tofu, asparges, artiskokker, vinblade, bambusskud, majs, tomat, kokosmælk, jalapeños, oliven, rødbeder, cornichoner, kapers, løg, pærer, ananas og ferskner – bare for at nævne lidt. Når jeg har til et års forbrug af en vare, krydser jeg den af på listen og begynder at bruge det ældste og supplere med nyt. Havehuset er så skadet af borebiller, at man skal træde varsomt når man går på gulvene, men foreløbigt opmagasinerer jeg i dets krybekælder, hvis lem jeg fandt under et jordslået tæppe i køkkenet. Når laboratoriet i mit Københavnerkælderrum ikke længere skal bruges, kan jeg flytte halvdelen af varerne derind. Så mister jeg ikke det hele, hvis huset braser sammen eller der kommer indbrudstyve.

8

Konklusion af PETs overvågningsrapport ang. #8
  Objektet er blevet observeret rendende omkring i haven med et elektrikerrør og skyde til måls efter en bamse, der står spiddet på en bambuspind. Forbereder hun også et attentat med giftpile? Pusterør vil i hvert fald være en udspekuleret måde at komme tæt på et offer, der passes på. Uden gængs skydevåben og skarpe patroner kan hun slippe gennem sikkerhedstjek ved pressemøder, sportsstævner og andre offentlige arrangementer. Et antal politikere, erhvervsfolk og debattører (se bilag 1) er blevet varslet om den mulige trussel. Beklageligvis blev advarslen øjensynligt lækket – flere nyhedsmedier (se bilag 2) bragte allerede samme dag en usand historie om at PET havde forhindret medlemmer af miljøaktivistgruppen Vulkan i at myrde en kendt, dansk klimaskeptiker. Ifølge PETs oplysninger har den tyske, anarkistisk-yderligtgående Vulkangruppe hidtil kun saboteret energiinfrastruktur og opererer mest i Berlin og slet ikke i Danmark.

s tilståelse, uddrag #8
  Jeg blev rådet til at blande stoffet i en væske med en pH-værdi, som lige akkurat er lav nok til at penetrere huden, men ikke lav nok til at ødelægge molekylet. Da mus, rotter og alle andre gnavere naturligt har alpha-gal i sig kan jeg desværre ikke teste det på dem, og så vidt jeg ved er chimpanser, gorillaer og orangutanger uegnede qua at deres grønne kost holder dem symptomfri (ellers kunne jeg have testet på én i Københavns zoologiske have). Derfor skal jeg bruge en testperson at pode. Særdeles belejligt har kolonihaver en prægtig forekomst af eksemplarer fra det kulinariske kulturlag, som vi internt i Kødbremsen kalder den carnivore pøbel. Om et hormon eller urinstinkt gør, at de drages af kombinationen kød, ild og røg, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at de kæver dåsebajere og griller sommeren lang. Nogle benytter endda enhver tænkelig lejlighed fra tidligt på foråret til langt ud på efteråret. Spørgsmålet var kun, hvordan jeg skulle bære mig ad med at pode én uden at spørge vedkommende.
  En weekend hjemme hos mine forældre blev jeg ufrivillig tilskuer til filmen Skytten på DR1 (jeg ville hellere have set Moonraker på TV2). Titlen snød mig til at tro, at den portrætterede en jæger, men jeg tog fejl. Den handlede om en morderisk atomkraftmodstander, og for en så bedaget, dansk film var den virkelig spændende. Jens Okkings rolle inspirerede mig til at fremstille skrøbelige kugleskaller med klæbrigt fyld (a la splatter-kugler, bare mindre), som jeg kan skyde på bare hudstykker af intetanende kødædere. Egentlig havde jeg til formålet tænkt mig at købe et luftgevær i Harald Nyborg, men fandt forinden, blandt storskraldet hjemme i gården, et stykke elektrikerrør og en bamse, der fint kan anvendes som henholdsvis pusterør og mål. Jeg begyndte at træne og opdagede, at det fornøjede mig. Måske fik jeg afløb for hengemt hævntørst over politiets gummikugler?
  Jeg behøver ikke at gennemtrave kolonihaveforeningens vænger efter egnede testpersoner og skjulesteder, hvorfra jeg kan pløkke dem. Min genbos nabo er udprægede vanemennesker, som jeg hilser på og kan udfritte og iagttage for symptomer. Jeg ved ikke hvad det ældre ægtepar bestiller på hverdage – manden, Henning, er tidligt oppe og går tidligt til ro – men i weekenderne kommer de her for at hyggegrille på terrassen. Selvom konen, Irene, altid stiller bbq-sauce, hvidløgsflûte og skåle med chips, kartoffel- eller pastasalat frem, vidner begges volumener om betragteligt kødindtag. De er kort sagt kraftigt overvægtige og kan drage nytte af en kødfri diæt. Jeg tror, at jeg starter med Irene, når hun søndag eftermiddag, iklædt kort nylon-kimono og clogs, trisser med to propfulde affaldssække (parret genererer umådelige mængder skrald) ad bagstien hen til containerne ved parkeringspladsen. Det skulle være en smal sag, at ramme hendes laskede lår.

9

Konklusion af PETs overvågningsrapport ang. #9
  I denne måned har ikke trænet med pusterøret. Hun har benyttet ferien til at få kolonihavehuset revet ned og det møre træ kørt bort, men ikke den gamle Rockwool. Fundamentet, der bestod af løse blokke under ydervæggene, er brudt op og i stedet anlagt som en flade, der ligger lidt diagonalt og nærmere det nordlige skel. Tilsvarende er tilslutninger til kloak, vand og el blevet flyttet (se bilag 1; ingen satellitbilleder af arbejdets udførelse p.gr.a. skydækket i de dage). Selv har ryddet et bredt spor hen til havelågen, fjernet en stolpe og et stykke hæk (se bilag 2), som for at gøre plads til, at en lastvogn kan komme ind. Hun har hverken bil eller motorcykel og kolonihaveforeningen tillader ikke at opstille beboelsesvogn, så hvis hun forbereder at parkere noget på de omlagte blokke, må det være en båd.

s tilståelse, uddrag #9
  Omtrent halvvejs med nedrivningen udløb Irenes inkubationstid. Jeg fangede hende højlydt stønnende på vej baglæns ud fra deres frønnede redskabsskur. Foran sig baksede hun en ramponeret trillebør belæsset med grillkulsække.
  Har du hørt, at Rema 1000 har tilbagekaldt grillkød, pølser og mælkeprodukter fordi kunderne blev syge af det? kaldte jeg ind over havelågen. Er det noget, I har mærket til?
  Er det dig, Niko? Øjeblik. Irene stillede trillebøren fra sig, kæmpede lidt med at lukke den skæve bræddedør og få dens rustne hængelås til at makke ret. Næh, Henning har ikke beklaget sig, og for mig ligger den slags for tungt i maven. Jeg nøjes med lidt fisk eller kylling til salaten. På grund af laktosen rører jeg hverken mælk, smør eller ost, men klarer mig med plantemargarine og mayonnaise.
  Damn… Jeg nåede akkurat at veksle mit fnys med et fnis. Sikken lettelse. Jeg nævnte det også kun fordi, jeg har set jer handle i Rema og kan lugte, når I griller.
  Altså, der har ikke været noget… men tak for advarslen. Hun gjorde klar til at skubbe trillebøren videre. Det’ garantrisse de der aktivister igen. Man tør snart hverken køre bil eller spise.
  Slukøret måtte jeg erkende, at konens overvægt skyldtes en sød tand (skumfiduser og cola?) og for lidt motion. Selvom Irene kunne have erhvervet intolerancen, ville hun ikke få symptomer, og uden dem kunne jeg ikke vurdere om podningen havde virket.
  Jeg blev nødt til at teste på hendes mand. Som det vanedyr, han er, går gutten hver aften før sengetid ud og tisser i haven. Samme aften stillede jeg mig klar ved et stykke hæk, hvor pusterøret kunne nå igennem og der var nogenlunde til at se. Ventetiden før han trådte ud og lynede bukserne ned var oplevelsen værd – særligt gibbet det gav i ham, idet jeg plantede gel-perlen på hans blegfede røv. At tyksakken forblev tavs, tog jeg som stiltiende samtykke.
  Mens jeg senere hjemme i lejligheden slappede af med en portion polenta med rosmarinkrydrede karljohanner og Lord of the Flies (droppede at gense The Day After Tomorrow) slog det mig, at jeg var faldet i fælden, som Oliver havde advaret imod. Grebet af utålmodighed havde jeg begået en uforsigtighed: Frem for at beskyde parret skulle jeg have smurt gelen på dørhåndtagene af deres Škoda Fabia. Efterfølgende kastede jeg mig over at udvikle mindre påfaldende podningsteknikker. Blandt andet fandt jeg på at fylde væske på små forstøversprøjter, såsom mundsprays, aftershaver og parfumeflakoner, men med dem er risikoen for at pode sig selv høj. Dispensere til flydende skosværte er knap så risikable. Selv synes jeg, at mit bedste indfald hidtil er at udskifte indholdet af påføringsstifter med klæbrig gel. Et deo-, læbe- eller limstift-hylster kan rumme meget, og flere kan medbringes i en lomme eller taske. Sådan kan enhver nemt smøre patogenet på støttestænger i busser, sporvogne og tog, alskens gelændere, håndtag og knapper i de offentlige rum.
  Samtidig med at jeg udviklede stifterne undersøgte jeg mulighederne for, hurtigt og billigt, at erstatte det gamle hus. Ifølge lokalplanerne måtte man gerne opstille et tinyhouse på privat grund, men ordet tinyhouse fremgik ikke af kolonihaveforeningens vedtægter, som også skulle tages i betragtning. Fluks sendte jeg bestyrelsen en e-mail og spurgte om der var noget til hinder for at opstille et tinyhouse, hvis reglerne om kvadratmeter, højde, afstand til skel og så videre i øvrigt overholdtes. Efter bestyrelsens drøftelse af spørgsmålet svarede sekretæren, at vedtægterne var skrevet for så længe siden, at ingen dengang kendte til tinyhouses, og emnet ikke havde været aktuelt før jeg rettede henvendelse. Som bestyrelsen tolkede reglerne, kunne jeg opstille, hvad der passede mig, når blot det lignede og fungerede som et fritidshus, ikke stod på hjul og ikke synligt havde andre, markante vognelementer. De forstod godt, at tinyhouses bygges som rigtige huse med henblik på fast ståsted. Vel har nogle af dem hjul og kan flyttes, men de er ikke beregnet på at ture omkring med, som autocampere, camping-, skur- og romavogne er. De ville snarest udarbejde et forslag til vedtægtsændringer med henblik på at præcisere forskellene mellem beboelsesvogn- og tinyhouse-typer og formelt tillade sidstnævnte. Jeg kunne forvente, at forslaget blev vedtaget på førstkommende generalforsamling, der som altid fandt sted sidste lørdag inden julefrokosten i fælleshuset. På egne vegne tilføjede sekretæren, at eftersom foreningen ikke kunne ændre regler med tilbagevirkende kraft skulle jeg ikke bekymre mig om afstemningens udfald. Hvis blot jeg forinden opstillede et tinyhouse på de af bestyrelsen nævnte betingelser, kunne ingen kræve det fjernet – og ellers kunne jeg bruge bestyrelsens svar som dokumentation og forlange kompensation.
  Med mod på at gøre et kup, gav jeg mig til at kigge på tinyhouses, som var averteret til salg på nettet. Nogle var smækket sammen af tilfældige lægter og krydsfinérplader, genbrugte døre og vinduer af forskelligt fabrikat, og en spand som toilet. Andre var alt for imposante, fyldt med smart udrustning, gulvvarme, aircondition, Starlink-antenne og gud-ved-hvad. Den kolossale forskel på design, kvalitet og pris gjorde mig helt rundtosset. Ugen var omme før jeg bemærkede et nyt opslag fra et dødsbo i Herlev. Oplysningerne var sparsomme – der stod kun, at det var på tredive kvadratmeter inklusive sovehems, tegnet og bygget af afdøde selv i 2022-23, og på det enlige foto forlenede den buede tagkonstruktion det lidt henad en gammeldags togvogn, omend døren, vinduerne, udhængene, tagrenderne og skorstenen ikke efterlod tvivl om at det var et hus. Fordi det var næsten nyt og dødsboet afhændede det billigt kontaktede jeg bobestyreren og cyklede ud og så på det. Pladsen viste sig at være godt udnyttet. Det havde alt, jeg skulle bruge – i den ene ende ledte døren ind til ét stort opholdsrum med brændeovn, flotte træskabe, hylder og køkkensektion, og den anden ende havde toilet-lukaf med træk-og-slip-kumme, håndvask og brusebad. Ved siden af toiletdøren gik en trappestige op til hemsen, hvor der lå to boksmadrasser, stod en skammel og var lidt gulvplads til at komme omkring. Blandt dets mange fine detaljer tiltaltes jeg især af ovenlyskuplen over hemsen, hvor jeg kunne sidde og betragte omgivelserne eller ligge og kigge på himlen. Jeg betvivlede ikke bobestyreren da han sagde, at afdøde havde været en dygtig snedker, som aldrig gik på kompromis med omhu og materialer. At det tilmed var velisoleret gjorde, at jeg købte det efter få minutters betænkningstid. Opstemt cyklede jeg videre ud til kolonihaven for at vurdere, hvordan min nyerhvervelse bedst kunne placeres.

10

Konklusion af PETs overvågningsrapport ang. #10
  På betingelse af at hjulene afmonteres og undervognen skjules, har fået tilladelse til at opstille et tinyhouse i kolonihaven som erstatning for det nedrevne. Det nye hus står nu blokket op med den ene langside stik sydvendt og en ende pegende mod havelågen (se bilag 1). Trækstangen er boltet af og sammen med hjulene formentlig lagt ind under huset, før undervognen blev tildækket med pyntepaneler. En nabo har fortalt teamets opsynsansvarlige derude, at det gamle ikke stod til at redde. Al træværket var gnavet itu af borebiller, som klimaforandringerne for øvrigt synes at begunstige. Drivhuset, som består af aluminium og glas, er også blevet renoveret. Slusedøren og filterdugene er fjernet, de oprindelige ruder sat i igen og der er lagt flisebund overalt. Herom fortalte naboen, at ydersiden i nogle døgn var pakket ind i Rockwool, mens der indenfor stod en gasbrænder og opvarmede hele molevitten, og at efterfølgende selv gravede jorden op i to spadestiks dybde, før der blev stampet stabilgrus på og lagt fliser (ingen satellitbilleder p.gr.a. skydækket i de dage). Hvis man ikke vil anvende gift (hævdede naboen) er jordpenetrerende mikrobølgebestråling eller opvarmning til 80°C de eneste sikre måder at udrydde alle individer og æg efter en plagsom krapylinvasion. I forrummet, der tidligere tjente som sluse, står nu en samling haveredskaber, en damecykel med kurv og en cykelanhænger, og i det varige store kasser med tomat-, peberfrugt- og squashplanter, samt stentøjskrukker med krydderurter og en enkelt aloe vera (se bilag 2).

s tilståelse, uddrag #10
  Fordybet i mine tinyhouseplaner, på den snævre bagsti, ville jeg trække udenom en sløv, fedladen skikkelse, da jeg genkendte profilen som Hennings og fik andet at tænke på. Rød i fjæset, med snot dinglende fra næsen og hivende vejrtrækninger stavrede han i pendulfart mellem parrets hus og parkeringspladsen efter indkøbsvarer.
  Hov, du er da skidt tilpas, bemærkede jeg. Influenza eller andet smitsomt?
  Ved kun, at konen intet fejler, så det smitter nok ikke. Jeg fik en tid hos lægen, men der er længe til.
  Lad mig give en hånd. Jeg rakte ud efter Rema-poserne, som han tøvende overgav.
  Mens han hentede det sidste i bilen, bar jeg varerne over i deres køkken, hvor der lige inden for trinnet allerede stod en kasse dåsecolaer ovenpå en kasse dåseøl, som jeg måtte skræve over. Ligesom derhjemme stillede jeg poserne ved siden af vasken og tog varerne op (to poser frosne pommes frites, en fersk kylling, medisterpølse, kødboller, bacon, leverpostej, rullepølse, salami, smelteost med skinke, en bakke med atten æg, en liter sødmælk og en piskefløde, en bøtte ristede løg, sovsekulør, flormelis, osterejer, en kæmpe pakke karameller, en flaske Baileys, en karton Viking-cigaretter og et eksemplar af det nye Familiejournalen). Ikke én ting, som jeg ville købe til mig selv.
  Lad mig om at pakke ud. Henning kom ind fra bryggerset, stillede den sidste Rema-pose ved siden af kasserne på gulvet og lagde en velfyldt æske fra bageren på køkkenbordet. Smut ind til Irene, så brygger jeg kaffe til jer. Eller vil du hellere have en cola?
  Kaffe er fint, tak.
  Bruger du noget i? snøvlede han og rakte ud efter køkkenrullen.
  Medmindre du har lupinsaft, tager jeg den sort.
  Det har vi ikke. Han pudsede næsen og kastede papiret i en spand under vasken. Hvad er det?
  Saft fra lupiner. Du ved, dem med blålilla og gule blomster. De fleste veganere erstatter mælk med havre eller soya, men jeg kan bedst lide lupin.
  Mærkeligt. Jeg troede, at lupiner var giftige. Han åbnede køleskabet og begyndte at stille varer ind på hylderne.
  Slet ikke. De dyrkes til formålet i Frankrig. Desværre har vi kun få forhandlere herhjemme. Hvis ikke man kender nogen, der… En tanke banede sig vej og tog over. Du, jeg tror lige, jeg henter lidt forskelligt, I kan smage.
  Jeg lod Henning rumstere videre og skyndte mig over i tinyhouset. Hurtigt lagde jeg en liter lupinsaft, en lupinyoghurt, en vege-ost, en dåse linse- og valnøddepostej, nogle spisekastanjer, kantareller og en pose rodfrugtchips i en papirpose med hank. På vej ud kom jeg i tanker om én ting mere, som jeg stak i lommen på min trøje. Tilbage igen var Henning ikke længere at finde i køkkenet. Jeg efterlod de veganske madprøver blandt de andre varer ved vasken og prøvede en dør, der stod på klem. Den vendte ind til en lavloftet stue, hvis gulnede Rutex-tapet, egetræsmøbler, stramajpuder og triste kaktusser mindede mig om mine bedsteforældres hjem. Fjernsynet stod tændt, indstillet på et quizprogram på TV2. Irene fulgte ikke med. Hun sad og strikkede i sofaen bag et bord med hollandske kakler, lysedug og en flerfarvet glasfrugtskål med en hårbørste, en fluesmækker, slikposer og alt muligt andet end frugt i. Straks jeg slog mig ned i armstolen for bordenden, lagde hun strikketøjet fra sig, greb fjernbetjeneren fra frugtskålen og afbrød apparatets lyd.
  Henning måtte på toilettet igen, klagede hun. Det er noget værre noget med ham.
  Påpasselig for ikke at give udtryk for min begejstring, foreslog jeg at han var blevet allergisk.
  Det kan ikke være pollen. Pollensæsonen er ovre. Hendes øjne søgte gennem havedøren efter et træ, hvis grene svajede blidt i brisen. Kirsebærrene er modne.
  Rigtigt. Maveknebet tyder også mere på, at det er noget, han spiser.
  Han er ligeglad med kirsebær, undtagen som sovs til risalamande. Det får vi kun til jul.
  Som samtalen skred frem, fik jeg den drejet ind på kødallergi og kunne berolige med, at man hurtigt vænner sig til veganerkost og mange, som prøver det, mister lysten til at spise kød igen.
  Kødspisning nedsætter evnen til at smage de subtile nuancer i frugt og grønt, tilføjede jeg og rakte hende Kødbremsens flyer. Men den vender tilbage, når man ophører med at spise kød. Pludselig genopdager man gulerøddernes sødme og syrlighed, som man har glemt, fordi man ikke har oplevet dem siden barnsben. Grøntsagsretter har også flottere farver og dufte, og jeg ved per erfaring, at de giver bedre energi.
  Det har jeg bemærket. Irene smilede og nikkede i retning af min grund, hvor jeg ville få susende travlt, for at klare det hele inden efteråret.
  Nå, det er jo ikke sikkert, at Henning har kødallergi, men I kan da nemt finde ud af det – han skal bare holde en uges pause med kødet og mælkeprodukterne og se om symptomerne forsvinder.
  Tak, Niko, hvor er du sød.

11

Konklusion af PETs overvågningsrapport ang. #11
  Efter to års overvågning har teamet stadig ikke formået at underbygge mistanken mod Tværtimod er det blevet foreslået, at manden med tweedjakken er en skadedyrskonsulent for økologiske eller biodynamiske agerbrug, som i sæsonen rejser omkring og byder sig til. Analysen af hans ejendommelige sprog antyder, at han er opvokset i et cirkus, og eftersom han ikke har kunnet identificeres, er han nok fortsat med at leve det frie liv på kanten af samfundet. Han kan være brite, central- eller sydeuropæer, men kommer formentlig fra et baltisk land. Hvorom alting er, må vi nok erkende at have spildt midler på at overvåge utøjsbekæmpelse.

s tilståelse, uddrag #11
  Dagen oprandt, hvor der var skrevet et rødt R på postkassens venstre side. Tegnet betød Cut out efter vellykket operation. Fjern alle spor. Med andre ord havde Bureauet modtaget mine resultater og behøvede mig ikke mere. Tøvende fandt jeg dåsen med spritkluden frem fra tasken og fjernede tegnet. Altså kan jeg ikke længere kontakte Oliver og kommer næppe til at se ham igen. Ærgerligt. Jeg havde gerne lært ham bedre at kende.
  Sent på aftenen tog jeg ud for at overnatte i mit tinyhouse, men kunne ikke falde i søvn og endte med at glane både Idaho Transfer og Soylent Green (et par gamle, klaustrofobiske sager, som nok kunne have skræmt Ted Kaczynski som ung). Begge films slutninger genvakte en tanke, der ingenlunde var ny for mig, men som var så urummelig, at jeg havde holdt den i ave i årevis. Siden Olivers og mit sidste møde var det slut med at ignorere den. Jeg kunne endelig tilstå, hvad der havde naget mig ved min egen, menneskelige natur. Dermed forvandledes min vredesrest til et emotionelt morads af fortvivlelse og håb.
  Vemodigt slukkede jeg lyset, greb min feltkikkert og forsøgte at distrahere mig selv ved at kigge stjerner gennem ovenlyskuplen. Det hjalp ikke. Himmellegemernes flakken mindede mig om, at Jorden og mennesket næppe er noget særligt i kosmisk perspektiv. Vi ved endnu ikke, om der er goldt eller vrimler med liv derude, men med en vis sandsynlighed får Jorden engang besøg af rumvæsener. Fortsætter drivhusgasudledningen i blot få årtier på nuværende niveau er det dog tvivlsomt, om menneskeheden overlever længe nok til at træffe gæsterne fra verdensrummet. Hvis ikke vi klarer klimaproblemet vil de fremmede, om bare få århundreder kun kunne finde forvitrede ruiner efter oldtidens pyramider og paladser, middelalderens borge og katedraler, og fra min egen tid rustne metaldele og smuldrende betonbrokker. Af dét, som rager oven vande vel at mærke, for det meste er sunket i havet. Det gælder stort set alle metropolerne. Af Danmark stikker kun den jyske højderyg og enkelte bakketoppe op. Andre lande er helt forsvundet. Hvis her stadig er liv, er det ekstremt hårdføre, muterede mikroorganismer og smådyr, som kæmper om de sidste krummer. Hvor må rumvæsenerne undre sig over, hvorfor vi, som tilsyneladende var intelligente og samarbejdsdygtige, lod hånt om det vigtigste. Om én million år – så godt som intet af geologien og evolutionens historie – skal man være afsindig heldig for at opdage spor efter os. Visheden derom fik mig til at føle mig lille og ubetydelig. Kun Oliver og Bureauet holdt mit håb oppe.
  Den følgende morgen trøstede jeg mig med, at jeg allerede havde klaret oprydningen og bortskaffelsen. Bortset fra fraselisten i bailoutbag’en og at jeg bagerst i køkkenskuffen med bagepapir, fryseposer, elastikker og tape har gemt Olivers tandemcykeltegning og en æske med 24 gelfyldte limstifthylstre. Jeg kan næsten ikke dy mig for at tilklistre trappegelænderne på Nørreport Station, som dagligt befærdes af 250.000 mennesker. Men jeg holder mig i skindet. Min delopgave omfattede ikke massepodningen – den koordinerer Bureauet med en horde betroede, lokale aktivister. På en bestemt (ifølge Oliver nært forestående) dato begynder de med forskellige dispensere at inficere alverdens store byer, og fortsætter indtil de pågribes. Tilbage står kun at afvente Sundhedsstyrelsens registrering af en pludselig, uforklarlig AGS-pandemi. Der kan gå lang tid, før smittekilden findes, og når det sker, kan myndighederne ikke stille andet op end at jagte folk med suspekte stifter og forstøversprøjter på sig og anbefale, at undgå hudkontakt med noget i det offentlige rum. Udsigten til at udvikle en kur er ringe. Selvom det lykkes, vil det vare så længe, at kun få på lanceringstidspunktet ønsker sig pattedyr på menuen igen. Allergikerne, men også mange uden AGS, vil fastholde den sunde kost, idet prisen for pattedyrkød og -mælk bliver hårrejsende, når produktionen er stækket af svigtende efterspørgsel og alternativerne samtidig er blevet billigere. Flertallet vil føle sig udmærket tilpas med det. Resten kommer under hårdere socialt pres end nu, for at droppe svineriet.

12

Konklusion af PETs overvågningsrapport ang. #12
  Selvom s aktiviteter under overvågningen hidtil ikke har udmøntet sig i samfundsfjendsk virksomhed, har hun undervejs udvist sære, sværtforklarlige tilbøjeligheder, og teamet er overbevist om at ekkokammeret, som hun befinder sig i, potentielt kan radikalisere hende yderligere. Derfor bør hun fortsat holdes øje med. Men ligesom bl.a. dronesagen og den mørklagte dødsulykke i Christiansborgs spankingkælder, der var drevet af politisk pres, tvinger granskningen af rygterne om sikkerhedstruslen mod landbrugs- og fødevareministeren os nu til at allokere ressourcer fra værdigere formål. Hermed afblæses overvågningen og sagen lukkes.

s tilståelse, sidste uddrag
  Min beslutning om at beholde kolonihaven skyldes hverken at jeg, trods Vestforbrændingens hæslige skorsten, kom til at holde af området, eller at det ligger højt nok til først at blive oversvømmet om årtier (om nødigt kan mit tinyhouse flyttes). Den skyldes følelsen af åndeligt slægtskab med Kaczynski, alt imens jeg prepper til den nye æra. Med prepping mener jeg mere end at oplagre rent drikkevand, mad og medicin. Jeg skal være permanent selvberoende. Drikkevandet producerer jeg allerede fem-seks liter af dagligt. Det trækkes ud af luften af en kombineret solfanger og fugtkondensator på taget af mit tinyhouse. Jeg opsamler også regnvand til tøjvask, toiletskyl og havevanding. Haven kan desværre ikke ernære en familie – selv ved absolut eksistensminimum for et par voksne med to børn og en håndfuld høns kræves et areal på størrelse med et fodboldstadion, og langt mere selvfølgelig, hvis de lever som Vestens forbrugere. At jeg kun har seks hundrede kvadratmeter grund, hvoraf cirka halvtreds optages af drivhus, tinyhouse og regnvandstønder, hindrer ikke mine ambitioner om en nyttehave. Jeg ved at frugttræer, nødder og bærbuske er vitaminrige og næsten passer sig selv, så dem vil jeg have flere af. Vinstokke ligeså (relativt). Andre, essentielle afgrøder fordrer mere arbejde, fordi der skal graves, forspires, nippes og meget andet. Kartofler, rodfrugter, bælgfrugter, løg og porrer er ret nemme at dyrke, så det betaler sig at gøre i stor stil. De forskellige kålsorter er også vigtige, men vanskelige på grund af kålsommerfuglelarverne. Og så videre. Hvad præcis jeg vil dyrke ved jeg først når jeg har sat mig grundigt ind i, hvordan man får mest udbytte af arealet. Til alt held har Kødbremsens hjemmeside en udførlig oversigt over grøntsager, lægeurter og svampe, deres morfologi, indhold, frø og stiklinger og hvordan de dyrkes eller hvor og hvornår de kan findes, inklusive sorter, som ikke kan købes i butikkerne. Afgrøderne skal også beskyttes mod snegle, fugle og desperate mennesker på plyndringstogt. Det betyder kobberbånd omkring bedene, fuglenet og -skræmsel, udskiftning af den trøskede havelåge med en mandshøj jernlåge med solid lås, et efeu-espalier to-tre meter inden for lågen (så beluren hindres), overvågningskameraer, bevægelsesdetektorer som starter en højttaler med bidsk hundeglam (hvis ikke de var kødædende og opmærksomhedskrævende ville jeg anskaffe en stor køter som vagthund og til at trække en vogn), snubletråde med bjælder, diverse fælder, en skjult flugtvej ud til bagstien, opdatering af min bailoutbag, et halvautomatisk håndskydevåben og masser af ammunition (at jeg afskyr vold betyder ikke, at jeg er pacifist… og kadavere er glimrende gødning). Og stadig kommer jeg til at sanke brændenælder, hyldebær, mælkebøtter, strandkål og hvad jeg ellers kan hitte af de cirka fem hundrede spiselige plante- og svampearter i den danske natur. Vel vidende, at man ikke kan blive selvforsynende med alt, er jeg igen på udkig efter slagtilbud. For at kunne opretholde en tålelig standard skal jeg bruge års forsyninger af salt, acetone, sprit, grydesvampe, vaskepulver, opvaskemiddel, sæbe, cremer, vat og vatpinde, ladyshaver-blade, neglefile, tandbørster, -pasta og -tråd, toiletpapir og hygiejnebind, fyrfadslys, olielampevæger, lampeolie, lightergas, blyanter, notesblokke, batterier, led-pærer, cykellappegrej og kædeolie, hobbyknivblade, slibesten, lim, gaffertape, stærk snor, plaster, jod, brintoverilte, antibiotika, Panodil, Fentanyl, ingefær- og myntepastiller, vitaminpiller, vandrensningstabletter, klæder af alle slags, fodtøj og meget, meget mere – plus brændeglas, fiskekroge- og snøre, syartikler og andre nyttige småting, at bytte med. Pladsen bliver trang i de hemmelige kældre under drivhuset og tinyhouset. Kort sagt indstiller jeg mig på, at sammenbruddet indtræffer i min levetid. Forsynings- og prisfluktuationen stopper nemlig ikke, når landbruget er omlagt. Tværtimod.
  Med tiden implementerer Bureauet delopgaver, som vil ramme samfundets infrastruktur og økonomi endnu hårdere. Oliver omtalte dem aldrig, bortset fra én ved vores sidste møde, hvor hans sindsstemning må have narret ham til at begå en uforsigtighed. I hvert fald nævnte han, at en celle var nået langt med en katalysator, som selv i uhyre små mængder fik råolie til at stivne og krystallisere. Kendskabet dertil fik han under en tidligere opgave for Bureauet, hvor han medvirkede til at placere folk i store olieselskaber. Specifikt hjalp han dem med at finde jobs, der omfattede at pumpe additiver og vand ned i olielommerne. Straks katalysatoren er klar vil de tilsætte den i stedet for kemikalierne, med det resultat, at olien i jorden og alle rør og pumper størkner uhjælpeligt. Delopgaven vil langt fra afskære verdens totale oliereserver, men prisen per tønde vil stige så drastisk, at den praktisk taget bliver usælgelig. Han formodede, at Bureauet koordinerede lignende tiltag med hensyn til naturgas, kul og tjæresand. Følgelig vil alle brancher – petrokemi, transport, varefabrikation, handel, bygge- og anlægsfagene, informationsteknologi – opleve katastrofal tilbagegang. Medmindre vi hurtigt opper os med helt ny, klimavenlig teknologi – men det er usandsynligt – vil børserne krakke, økonomisk vækst høre fortiden til og penge miste al relevans. Vi må vænne os til betydeligt mindre vareudbud, hovedsageligt lokale produkter og genbrug, til hestetrukne vogne, fragtskibe for sejl, hungerår, systemisk slaveri og henrettelser uden rettergang. (Man må påregne, at menneskets socialkarakter forandres – når alt fra brød til uldsokker mangler, reagerer mennesker ligesom rotter, der er for mange om føden og pladsen. Ekstremadfærd overtager som norm. Uanset om mange i starten udviser empati og samarbejdsvilje, bliver majoriteten hurtigt enten brutale og krigeriske eller sky og enspænderagtige.) Og stadig forestår de uoverskuelige opgaver med at rydde op i verdens giftdepoter, rense havene for mikroplastic og plante skov på et areal større end Canada. Det kan ikke undgås, at menneskeheden får det svært i århundreder fremover. Hundredevis af millioner – måske milliarder – vil dø som direkte følge. At verdens befolkning decimeres, betyder dog mindre miljøbelastning. Kloden får mulighed for at genvinde balancen.
  Jeg aner ikke, hvor megen tid Bureauet kan vinde os. Jeg ved blot, at Ted Kaczynski og utallige andre før Oliver og jeg kæmpede forgæves mod uansvarlig forvaltning af kloden. Vi fik chancen til at skabe forandring.

[SLUT]

© 2026, H.H. Løyche og 𝐏𝐎𝐒𝐓⁃𝐏𝐎𝐒𝐓.𝐝𝐤
Alle rettigheder forbeholdes.
Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af dette dokument eller dele deraf er forbudt uden ophavsmandens skriftlige tilladelse ifølge gældende dansk lov om ophavsret.
Undtaget herfra er korte citater til brug i anmeldelser.

Bibliografisk data
Opstilling (dk5): 86.06
BISAC-kode: FIC019000
LIX: 42 (middel)
Omfang: 83.367 anslag/13.017 ord
Form: Langnovelle
Genre: Klimafiktion
Stil: New Wave
Typografi: Palatino 12 pkt
Udgave: Første

Konsulenter
Cindy Lynn Brown og Kenneth Krabat

Transport
Apostlenes heste

Catering
Harbo Bar og Kate’s Joint

Tak til
Nødbremsen og Radio IIII

De i teksten nævnte film og tv-serier
Cornel Wilde: No Blade of Grass, 1970 – med Nigel Davenport; efter John Christophers roman The Death of Grass, 1956.
Kevin Costner: The Postman, 1997 – med Kevin Costner; efter David Brins roman, 1985.
Godfrey Reggio: Koyaanisqatsi, 1982 – uden hovedperson; inspireret af hopi-folkets profetier.
Terry Gilliam: Twelve Monkeys, 1995 – med Bruce Willis; efter Chris Markers film La Jetée, 1963.
Andrew Stanton: WALL-E, 2008 – animation; efter Pete Docter og A. Stantons fortælling.
Benh Zeitlin: Beasts of the Southern Wild/Hushpuppy, 2012 – med Quvenzhané Wallis; efter Lucy Alibars enakter Juicy and Delicious, 2010.
Thomas Vinterberg: Familier som vores, 2024 – tv-drama i syv afsnit med Nikolaj Lie Kaas; efter Bo Hr. Hansen og T. Vinterbergs manuskript.
Diverse: Alone, 2015- – fortløbende reality-serie med skiftende deltagere.
Diverse: Alene i vildmarken, 2017- – fortløbende reality-serie med skiftende deltagere.
Douglas Trumbull: Silent Running, 1972 – med Bruce Dern; efter Deric Washburn m.fl.s. manuskript.
John Hillcoat: The Road, 2009 – med Viggo Mortensen; efter Cormac McCarthys roman, 2006 (dansk: Vejen, 2008).
Franz Ernst og Tom Hedegaard: Skytten, 1977 – med Jens Okking; efter Anders Bodelsens manuskript
(genindspilning ved Annette K. Olesen, 2013 – med Kim Bodnia).
Lewis Gilbert: Moonraker, 1979 – med Roger Moore; efter Ian Flemings roman, 1955 (dansk: Agent 007, 1960).
Peter Brook: Lord of the Flies, 1963 – med James Aubrey; efter William Goldings roman, 1954 (dansk: Fluernes herre, 1960)
(genindspilning ved Harry Hook, 1990 – med Balthazar Getty).
Roland Emmerich: The Day After Tomorrow, 2004 – med Dennis Quaid; inspireret af Art Bell og Whitley Streibers debatbog The Coming Global Superstorm, 1999.
Peter Fonda: Idaho Transfer, 1973 – med Kelly Bohanon; efter Thomas Mattiesens manuskript.
Richard Fleischer: Soylent Green, 1973 – med Charlton Heston; efter Harry Harrisons roman Make Room! Make Room!, 1966 (dansk: Gør plads! Gør plads!, 1973).

Søgeord
#Kaczynski #klimakollaps #kødallergi #miljøaktivisme #overforbrug #overvågning #prepping #veganisme

Dementier
Alle i teksten præsenterede arter, personer, bevægelser, organisationer, holdninger, idéer, produkter, fænomener, begivenheder, lokaliteter, verdener, teksten selv og dens ophavsmand er fiktive.
Ethvert sammenfald med imaginære ditto er tilsigtet.
Til tekstens frembringelse anvendtes ikke kunstig idioti, kun kaffe og nattetimer.
Hverken børn, dyr, pendlere, letfordærvelige fødevarer eller andre minoriteter led overlast som følge af tekstens frembringelse.
Teksten er udelukkende beregnet til privat brug og må hverken udnyttes i kommercielt øjemed, udlånes, oplæses eller forevises ved offentlige arrangementer, i biograf- og teatersale, museer, gallerier, vaskerier, venterum, børnehaver, fængsler, ved kongresser, messer og festivaler, samt på busser, tog, fly, luftskibe, skibe, ubåde, boreplatforme, rumfartøjer og rumstationer.
Teksten skal opbevares utilgængeligt for børn, svagelige, ældre og fordærvede fødevarer.
Den må ikke omhældes på anden emballage, udsættes for ætsende væske, slag, vakuum, frost, temperatur over 65°C eller lydtryk over 80 ㏈.
Teksten er ikke beregnet til drift af atomreaktorer, petrokemiske anlæg, systemer til navigation og styring af luft- eller søtrafik, respiratorer eller andet udstyr, hvori misforståelser kan medføre dødsfald, personskade, omfattende fysiske ødelæggelser eller miljøkatastrofer.
Læseren må erklære sig indforstået med ikke at benytte teksten til forbudte formål i henhold til gældende dansk lov, inklusive – men ikke begrænset til – udvikling, design og fremstilling af atomare, biologiske og kemiske våben, missiler og miner, computervira, narkotika og blasfemiske, racistiske, injurierende, landsforræderiske eller majestætsfornærmende tegninger.
Læsning og kopiering af teksten er risikabelt ifølge Murphys lov og sker på brugerens eget ansvar.
I intet tilfælde kan ophavsrethaveren gøres ansvarlig for ubehag, skader, mistede indtægter eller andet tab som følge af handlinger foranlediget eller inspireret af teksten.
Ophavsmanden er ikke ansvarlig for frustration, fordomserosion, fortolkningsfejl, tidsspilde eller skader på interpersonelle relationer, selvtillid eller verdensopfattelse som følge af læsning af teksten.
I tilfælde af vrangforestillinger, skyl grundigt efter med fjernsyn.
Ved angst eller identitetskrise, søg straks hjemmehjælp.
Klager, fejlrapporter og spørgsmål vedrørende teksten kan stiles til nærmeste familie, bartender eller griseavler.

Anden klimafiktion af H.H. Løyche
Støj, roman, Forlaget Klim, 1996 (diverse oversættelser).
Kopterne kom til Cairo, novelle, H.H. Løyche (red.): Genkomsten og andre historier (ant.), SFC, 1996; Bjarne Benjaminsen og Cato Pellegrini (red.): Nye NOVA, 2025 (bulgarsk: Хеликоптери пристигат в Кайро, Х.Х. ЛЬойке: Ниуии земи (novellesamling), Делакорт, 2011).
Mission til Schamajim, roman, Forlaget Klim, 1999 (diverse oversættelser og udgaver).
Gaden, hvor jeg råbte dit navn, langnovelle, Flemming R.P. Rasch (red.): Cirkler – en science fiction antologi (ant.), Ny Science Fiction, 2007 (engelsk: The Street Where I Yelled Your Name, Bryn Williams-Jones (red.): Canadian Journal of Bioethics/Revue Canadienne de Bioéthique vol. 5 no. 2, 2022).
Lidl-Lomborg-kontinuuet, novelle, Niels Svarre Nielsen m.fl. (red): Øverste Kirurgiske nr. 49, 2007.
The Rural Kitchen, novelle, Farah Mendlesohn (red.): Glorifying Terrorism (ant.), Rackstraw Press, 2007 (dansk: Det rustikke køkken, Torben Weirup m.fl. (red.): North Art Magazine/North-debat 83, 2007; græsk: Η Αγροτική Κουζίνα, Άγγελος Μαστοράκης (red.): Ελευθεροτυπία/9 no. 423, 2008).
I min Faders hus, novelle, C.-E. Skovgaard (red.): I overfladen – Lige under overfladen 2 (ant.), SFC, 2008.
The Manuduction, kortroman, tildelt The Harbinger Relay Award, 2009.
Rite of Passage, kortroman, Aliya Affdal og Bryn Williams-Jones (red.): Canadian Journal of Bioethics/Revue Canadienne de Bioéthique vol. 5 no. 4, 2022.
Prana Credits, novelle, reserveret til samling, 2024.
Oberon, langnovelle, reserveret til samling, 2025.
Klodserne, langnovelle, reserveret til samling, 2025.



MMXXVI